Stribevis af politisager mod flyselskaber droppes

Nordjysk MF’er undrer sig og kræver sanktioner

Peter Witten
Arkivfoto: Torben Hansen
Flytrafik 13. november 2017 06:12 - Opdateret 13. november 2017 07:29

NORDJYLLAND: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har i år politianmeldt 64 tilfælde, hvor flyselskaber ikke har overholdt EU’s regler om passagerrettigheder ved forsinkede eller aflyste fly.

Anmeldelserne vedrører overtrædelser af en EU-forordning, der blandt andet fastslår, at flyselskaber skal betale kompensation til passagerer, der ankommer mere end tre timer for sent til deres rejsemål.

Men næsten halvdelen af politianmeldelserne droppes efterfølgende, og det undrer det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen, der er retsordfører for Venstre.

Hvis flyselskaber ikke vil betale kompensation for længerevarende forsinkelser, kan passagerer klage til Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen, som er national tilsynsmyndighed.

Droppet efter ny information

I år har styrelsen frem til 1. november anmeldt 64 sager om brud på reglerne. Sagerne er overdraget til anklagemyndigheden.

Det fremgår af et svar fra transportminister Ole Birk Olesen (LA) til Preben Bang Henriksen.

Men af svaret fremgår også, at mange af de sager, som styrelsen havde bedt anklagemyndigheden gå videre med, siden er blevet trukket tilbage. Det gælder 24 af de 64 sager.

De er trukket tilbage, fordi styrelsen efterfølgende "har modtaget information fra enten passageren eller anklagemyndigheden om, at styrelsens afgørelse er blevet efterlevet", oplyser Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen.

- Sådan har jeg ikke forstået juraen

Hertil bemærker Preben Bang Henriksen:

- Det synes som om, at hvis bare styrelsens afgørelser efterleves, efter at der er indgivet politianmeldelse, så trækkes sagen. Altså: Hvis bankrøveren bare leverer udbyttet tilbage, så slipper han for en straffesag. Sådan har jeg nu ikke forstået juraen, bemærker han.

NORDJYSKE har beskrevet, hvordan nogle flypassagerer må vente og vente på at få kompensation for lange flyforsinkelser.

Ønsker sanktioner

Preben Bang Henriksen mener, der bør strammes op med sanktioner:

- Svaret fra styrelsen indikerer, at hvis bare et selskab efterlever styrelsens afgørelse, så er alt OK. Det animerer jo lavprisselskaberne til kun at betale til de passagerer, der orker at "køre linen ud", hvorimod man ikke behøver at betale til dem, der ikke orker. Det at selskaber ikke betaler, som de er forpligtet til, er en overtrædelse af EU-forordningen og skal sanktioneres, understreger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...