Coronavirus

Sundhedsordfører: Ingen nye restriktioner på vej - men situationen er alvorlig

Sundhedsordførerne mødes klokken 11.30 med to punkter på dagsordenen

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

NORDJYLLAND:Når sundhedsordførerne fra Folketingets partier mandag formiddag klokken 11.30 mødes med sundhedsministeren er der to punkter på dagsordenen; Den meget smitsomme coronavariant fra Storbritannien - kaldet B117 - samt vacciner og test.

- Der er sat halvanden time af til mødet, som er lang tid i forhold til andre møder. Men der er også en del at orientere om, og der plejer at være mange spørgsmål til den slags møder, siger Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative.

Han forventer dog ikke, at der bliver indkaldt til pressemøde senere i dag.

- Der er ikke lagt op til, at der kommer yderligere restriktioner. Var der lagt op til restriktioner, så havde vi hørt om det. Men situationen lige nu er alvorlig, siger Per Larsen.

I forhold til coronavarianten B117 forventer Per Larsen, at der bliver orienteret om, hvor alvorlig den er, og hvordan opsporingen foregår i Danmark, og så skal ordførerne orienteres om status på test- og vaccinestrategien samt diskutere strategien fremover.

Katastrofalt at lukke vuggestuer

Per Larsen vurderer, at det store emne bliver vacciner og test.

- Vi skal have gang i, at flere bliver testet igen, så vi kan få opsporet og bremset smittekæderne. Og så mangler vi vacciner. Når vi ikke kan få vacciner så hurtigt som vi har behov for, synes jeg, at det er bedre, at vi vaccinerer så mange som muligt med ét stik og venter med stik nummer to til vi får flere doser. Ét vaccinestik beskytter omkring 90 procent mod smitte og jeg synes, det er bedre at mange er beskyttet 90 procent end at færre er beskyttet 95-98 procent, siger han.

Mandag formiddag har Enhedslisten foreslået, at vuggestuer og børnehaver lukkes ned og der i stedet oprettes nødpasning.

Det er dog ikke et forslag som ordførerne kommer til at bruge meget tid på, vurderer Per Larsen.

- Det vil få konsekvenser i behandlingen af covid-19. Mange læger, sygeplejersker, andet plejepersonale og folk fra beredskabet har børn, og hvis de skal blive hjemme og passe børn vil det være katastrofalt, siger Per Larsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.