Supersyg økonomi på nyt sygehus

Ikke meget i verden er nemmere end at være flot for andres penge

Supersygehuse er de blevet kaldt, de nyeste prestigeprojekter, hvor der rundt om i landet næsten ikke kan bygges stort nok og flot nok i disse år (som om eksempelvis det kun 20 år gamle Medicinerhus i Aalborg ikke er stort nok og flot nok).

Både før og efter første spadestik har det haglet ned med skandaler over flere af de såkaldte supersygehuse, der undervejs har måttet skære ganske alvorligt i de oprindelige budgetter og dermed også i flere af de mest fritflyvende ambitioner.

Til gengæld har det nordjyske supersygehus, Nyt Aalborg Universitetshospital, tilsyneladende fået lov til at løbe løbsk i en grad, så Sundheds- og Ældreministeriet har været nødt til at sætte byggeriet under skærpet tilsyn. Først og fremmest på grund af massive budgetoverskridelser på cirka 600 millioner kroner.

Ministeriet vurderer lige ud, at ”regionens prognose er behæftet med betydelig usikkerhed både i forhold til kommende udgifter og finanseringen heraf”.

Ifølge en ekspert i kunsten af håndtere store byggeprojekter er det - som det fremgår af dagens udgave af NORDJYSKE Stiftstidende - først og fremmest ønsketænkning, der ligger til grund for byggeriet af Nyt Aalborg Universitetshospital. Ønsketænkning, og nå ja, hvad så? Så følger pengene vel bare. Af sig selv.

Egentlig havde regionen selv vurderet - regnet sig frem til eller gættet sig til? - at budgettet nok ville blive overskredet med 250 millioner kroner (hvilket i sig selv er i alarmerende). Eller som det hedder i ministerielt sprog: ”Regionen vurderer således samlet set, at der er en økonomisk udfordring på netto ca. 250 mio. kr., med betydeligt forbehold for udviklingen i projektets risikobillede og handlemuligheder”.

Økonomisk udfordring. Betydeligt forbehold. Risikobillede. Handlemuligheder i resten af projektperioden.

Noget er helt tydeligt gået galt, og en nærmere granskning af sagen må vise, om man som udgangspunkt har været overdrevent optimistisk, mens man har lagt budget. Og om man - som i lignende projekter - har sat ledere uden relevant erfaring på området i spidsen for dette projekt.

Ikke meget i verden er nemmere end at være flot for andres penge, og næsten en hvilken som helst privatperson, der måtte tumle med planer om at rydde parcelhusgrunden for at bygge nyt, ville uden tvivl nå at bremse op, inden nogen udefra kunne nå at formulere ildevarslende formuleringer som ”økonomisk udfordring”, ”betydeligt forbehold”, ”risikobillede” og ”handlemuligheder i resten af projektperioden”.

Set udefra kan det undre, at ingen væsentligt tidligere - længe inden skærpet tilsyn - har stoppet op. Det værste, der kan ske nu, er at ansvaret er spredt ud på så mange, at det i sidste ende ikke rigtigt er nogens.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.