Det er min hensigt at give jer min version af, hvordan det er at bo i Tove, og hvad det har betydet for min personlige udvikling.

FØR JEG flyttede i Tove, havde mine sociale erfaringer været mobning i folkeskolen, som bestod i isolation fra fællesskabet. Det betød, at jeg ubevidst trak mig for at beskytte mig selv i de år, der fulgte efter folkeskolen.

BEVARES, jeg havde det egentlig fint med dem omkring mig fra tiden før Tove, men jeg lukkede aldrig helt op og lod andre komme helt ind. Det gjorde jeg i kollektivtiden. 

Jeg erfarede, at jeg faktisk kunne stole på, at andre mennesker ville mig på en god måde, og at det var muligt at fra sortere dem, som ikke var gode for mig. 

Jeg begyndte at havde meget mere tillid og tro til egne evner i alle andre sammenhænge og specielt i sociale sammenhænge. Det svarer til at sluge maden uden at smage på den, hvis du ikke ser folk i øjnene, men bare ser i jorden og lader dem passere forbi.

SELV DEN dag i dag kan jeg indimellem føle mig overset, utilstrækkelig, ubrugelig, uduelig, underlig og ærligt talt bare endegyldigt ensom.

Jeg ved den dag i dag, at det ikke passer, og følelsen er mindre udtalt end dengang. Det skyldes den venne- og veninde-kreds, jeg har fået gennem kollektivet.

JEG FLYTTEDE ind i Tove tilbage i 2013, hvor jeg kort efter mistede min lillebror ved en ulykke i Frankrig.

Det vil være en evig smerte og noget, jeg skal kunne leve med resten af mit liv. Fordi jeg havde så store kampe inde i mig selv med at håndtere tabet af min bror, var det flere gange tæt på, at jeg flyttede ud af Tove.

DER VAR en stor udskiftning inden for det første år, jeg boede i huset faktisk så stor, at hele huset var udskiftet på nær mig. 

Jeg er utrolig glad for, at jeg blev boende i det år, så jeg kunne opleve ni fantastiske kollektivår inden jeg flyttede ud.

UDFLYTNINGSÅRSAGEN var, at jeg skulle til Norge op på Fosen Folkehøjskole. 

Det havde jeg modet til, fordi jeg havde udviklet mig vildt meget under min tid i kollektivet. 

Jeg kan derfor kun varmt anbefale denne boform og har tænkt mig at flytte ind i et kollektiv i Aarhus- området, efter jeg er vendt hjem fra et helt igennem ekvilibristisk år på højskolen.

JEG VIL derfor gerne udtrykke min taknemmelighed for at have fået det, jeg har de sidste ti år, så tak til alle, der har krydset min vej og vist mig en ny at gå af.

HJERTET I hverdagens højhastighedstog, det "Tovianske" køkken, betød, at du kunne komme halvmast hjem efter en lang døsig dag på stamstudiet, krasbørstigt knoklearbejde eller noget helt tredje for så at klaske rumpetten røvtræt i stole sædet, mens munden muntert både spiste og talte.

Indtagelsesformatet iklædte sig underfundige udtryk til megen moro, når stuedøren blev nedlagt og placeret på puffer. Pas på dørhåndtaget, udbrød Tovister troligt, hver gang gryderne gik på rundgang.

DE FÅ månedlige maddage udløste underbevidsthedens latente lyst i folks frontallapper til at kokkerere. Muligheden for at kreere kreative kostpåfund blomstrede balstyrisk og mundede ud i virkelig vidunderlig mad.

Et andelskollektiv med solidarisk sammenhold samler sociale superkræfter til vedvarende vedligehold af kolde klamme kloaker, vrikkende vinduer og dorske døre.

GRUPPENS gedigne samhørighed springer i øjnene på de fleste og er et udkomme af en blandet pose bolsjer, hvori praktiske problemstillinger problemfrit løses ligedele mellem medlemmerne.

Hyggelige havedage hører hjemme, hvis huset har haveinteresserede individer. Alt i alt byggede vi bolig og fællesskab i skøn forening.

EN AF de klart største fordele er på den menneskelige front, hvor vi bare var der for hinanden med lyttelapperne og armene slået ud. Et overdådigt opmærksomhedshorn, som vi alle tog fra. Det var både under hverdagstravlhedens trivialiteter, festlige frivoliteter og i det hele taget uanset tidspunktet.

KOLLEKTIVET havde for eksempel vedtaget , t der skulle være en “hvordan har du det?"-runde? efter hvert husmøde. 

Det betød, at når alle praktiske emner så som "Hvem putter stadig knivskarpe skæreredskaber i opvaskemaskinen?", "Skal vi investere i denne herlige hvidløgspresser?" og "Hvornår kan folk holde den overdådige ornefest?" var ordnet, så kunne vi få en lille opdatering på folks følelsesmæssige forhold.

Formentlig har fællesskabets formalisering af omfavnede omsorg i mødestrukturen kunnet virke lidt kunstig set udefra, men den har i mine øjne italesat det at være der for hinande,  som så kommer til at gro ind i resten af vores venskabsrum.

I DET hele taget har de mange tovlige ting, vi har lavet sammen, vækket megen moro, herunder Tour de Chambre, ornefest, sommerhusture, nytårsaftener og månedlige morskabsaktiviteter.

DE MÅNEDLIGE morskabsaktiviteter kunne være hvad som helst frit fra de individuelle idégeneratorer, som vandrede omkring i Toves tumlegård. Det betød, at alle kom med forslag samt at vi fik noget ud af huset  - aktiviteter, der dog typisk kostede lidt slanter. Derfor valgte vi at indføre et aktivitetsbudget, som huset betalte, da alle så kunne være med uafhængigt af økonomisk formåen.

VI HAR været på alt fra gåture i Lundby Krat over restaurantbesøg til paint ball. Det var godt, at vi alle var med til de begivenheder, da der for hver gang var en styrkelse af den sociale samhørighed. Altså den norm og kultur dannelse, der er i en gruppe, som gør, at den står stærkere sammen. Det er noget, omgivelserne og i særdeleshed samfundet kunne lære noget af. 

Der stjæles stygt meget fra dem, som kun har lidt lommeuld til at varme håndfladerne i og gives til den centrale magtelites magelighed og magtfastholdelse.

Jens Rasmus Knudsen Damgaard er cand. scient. i fysik og kemi. Er lige kommet hjem fra højskole. Har arbejdet som gymnasielærer og projektleder. E-mailadresse: jensrasmusknudsendamgaard@gmail.com. - Næste uge viser han Stafetten videre til Marianne Roed Abrahamsen.