Tandlæger skal uddannes i Hjørring: Her er status
Borgmester Arne Boelt (S) ser en nyt sundhedscampus blomstre op med tog til døren
Opdateret 11. november 2021 kl. 07:46
Hidtil har København og Aarhus været eneste mulighed, hvis man vil være tandlæge. Men om fire-fem år kan man kigge den modsatte vej - og tage til Hjørring. I hvert fald, hvis det står til Aalborg Universitet.
Her har en arbejdsgruppe siden det blev meldt ud fra Christiansborg, at et bredt flertal i Folketinget står bag ønsket om et Danmark, hvor mulighederne ikke bliver afgjort af, om man bor i en af de største byer eller i resten af landet.
- Forslaget om at placere en ny tandlægeuddannelse i Hjørring er regeringens. Men det er noget, vi meget gerne vil være med til, siger universitetsdirektør Søren Lind Christiansen, AAU.
- Siden udmeldingen i sommer har vi arbejdet på at finde ud af, hvad det vil kræve og hvordan det skal være. Der skal nytænkes, så også tandlægestudiet tager udgangspunkt i den unikke nordjyske model med problembaseret læring.
- Uddannelsen skal være baseret på den nyeste viden, den nyeste teknologi og være et fuldt udviklet institut under det sundhedsvidenskabelige fakultet, siger direktøren.
I samarbejde med Hjørring Kommune og region Nordjylland arbejdes der med en placering tæt ved Regionshospitalet, hvor der i forvejen er et studiemiljø omkring lægeuddannelserne, og hvor det efter borgmester Arne Boelts mening er oplagt at skabe en sundhedsfagligt campus, hvor studerende på tværs af uddannelserne kan mødes og forhåbentlig også se en fremtid i Nordjylland.
UCN er med på banen med en nyetableret uddannelse som bioanalytiker, som også skal placeres i Hjørring. Hidtil har man skulle rejse til Aarhus for at tage denne uddannelse, så det er yderligere en farve til paletten.
Her kan du se, hvor i Hjørring det nye campus for sundhedsuddanelserne i Hjørring kommet til at ligge - med det nye togstop Hjørring Øst som knudepunkt:
På den nye sundhedscampus i Hjørring vil en række fagområder kunne skabe en synergieffekt og styrke hinanden både fagligt og socialt.
- Der er store perspektiver i det her for Nordjylland, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
- Vi har i høj grad brug for, at der bliver oprustet på de her fag. Det er godt for de unge, som måske vælger nogle uddannelser fra fordi de kræver, at man flytter til Aarhus eller Købehavn, og det er godt for regionen, som har svært ved at tiltrække de færdiguddannede, når de først er flyttet efter studiepladserne, siger hun.
Det er også godt i tråd med, at Nordjyske Jernbaner har et stop ganske tæt ved området.
At samle de sundhedsfaglige uddannelser vil give en unik mulighed for synergi med fælles faciliteter til både fag og fritid.
Tandlægestudiet bliver et fuldt færdigt og selvstændigt odontologisk institut under det sundhedsvidenskabelige fakultet. Og der skal bygges nyt til formålet, siger Søren Lind Christiansen.
Hvad det kommer til at koste er der også regnet på i arbejdsgruppen bag planerne - men prisen vil han ikke ud med på nuværende tidspunkt. Først skal den færdige pakke til eksamen i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
Hvor den forhåbentlig får topkarakter, så den kan komme ud i den praktiske virkelighed og være klar til at modtage de første studerende i 2025. Søren Lind Christiansen skønner, at der fra den endelige beslutning er truffet og spaden kan stikkes i jorden, vil gå tre år før man er klar til første semester.
Antallet af studiepladser kan direktøren ikke løfte sløret for. Men det er indlysende, mener han, at der skal være tilstrækkeligt mange til, at det både fagligt og økonomisk giver mening.
- Der skal være et vist volumen. For vi skal ikke kun tiltrække studerende - hvad ingen, der er involveret arbejdet på nogen måde anser for at være en udfordring - der skal også være kvalificerede undervisere og forskere. Det kræver et fagligt miljø af internationalt format.
- Vi glæder os rigtig meget til at komme videre med planerne. Det her er meget attraktivt for AAU, og det er med til at give os en endnu stærkere faglig profil, ligesom lægestudiet helt afgjort har været det.
Ligesom da lægeuddannelserne blev etableret har der været kritiske røster og snak om en B-uddannelse. Tandlægeforeningen har advaret imod planerne og frygter, at det vil blive svært at tiltrække såvel studerende som undervisere.
Den frygt deles ikke på AAU:
- Det siger sig selv, at en uddannelse, der ikke fuldt ud lever op til det, man kan andre steder, og gerne mere, det dur slet ikke, heller ikke på dette område. Det er en stor investering for samfundet, og det skal være tip top i orden, siger Søren Lind Christiansen.
- På AAU tror vi på, at de unge rigtig gerne vil flytte til Hjørring for at blive tandlæger. Og vi har da heller ikke oplevet nogen problemer med søgningen til de sundhedsvidenskabelige uddannelser. Den bekymring deler vi slet ikke, fastslår han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
