Coronavirus

Testcenter lukkede til tiden: - Prøv igen i morgen

Dorthe måtte prøve to gange i to byer, før hun fik sin coronatest

Der er tryk på i de nordjyske testcentre. Arkivfoto: Martin Damgård

Der er tryk på i de nordjyske testcentre. Arkivfoto: Martin Damgård

TÅRS:Med udsigt til både en ferie på Bornholm og et nyt barnebarn på trapperne, besluttede 63-årige Dorthe Kræmmergaard fra Tårs sig i sidste uge for at blive testet for corona. Det viste sig at være lettere sagt end gjort.

- Jeg prøver at bestille en tid til test, men kan først få en tid mandag, hvor vi er på Bornholm. Så fandt jeg ud af, at der var mulighed for at blive testet i Brønderslev fredag indtil kl. 17, og kørte derind på vej hjem fra arbejde, beretter Dorthe Kræmmergaard.

Dorthe Kræmmergaard. Privatfoto

Dorthe Kræmmergaard. Privatfoto

Hun arbejder i Spar Nord Bank i Aalborg, så det var ingen stor omvej. Til gengæld var der lang kø, da hun nåede til Brønderslev ca. 16.45.

- Fem minutter over fem kommer de ud og siger, at de ikke tager flere ind, men at vi kan blive testet i Dronninglund lørdag, fortæller Dorthe.

Hun anslår, at der var omkring 50 mennesker i køen, hvor de fleste havde stået og ventet i længere tid end hende. Nogle blev kede af det, mens andre forsøgte at overtale test-personalet til at teste dem alligevel. Det afviste personalet. De havde allerede taget flere ind, end de skulle, forklarede de.

Dorthe Kræmmergaard er ikke vred eller utilfreds med at være kørt forgæves, og hun ventede trods alt heller ikke ret længe. Hun kørte hjem til Tårs og kørte så til Dronninglund lørdag formiddag.

Kø til testcentret i Dronninglund. Arkivfoto: Martin Damgård

Kø til testcentret i Dronninglund. Arkivfoto: Martin Damgård

- Det var i Dronninglund-Hallen, og der var kø helt ud på p-pladsen. Men der var fem teststationer, så det gik forholdsvist hurtigt. Jeg tror, jeg ventede en halv time, fortæller hun.

Testresultatet fik hun mandag - omtrent samtidig med at hendes svigerdatter gik i fødsel. Og testen var heldigvis negativ.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.