Tilhørsforhold er en mærkelig størrelse

Mathias Oliver Christensen er 29 år gammel og har gennem mit liv startet flere uddannelser, end de fleste kommer til at stifte bekendtskab med. Han har læst persisk, været vinduespudser, været gartner på en kirkegård, studeret til natur- og kulturformidler, arbejdet i diverse køkkener, arbejdet professionelt med rollespil og til sidst er jeg landet på pædagogikkens sti. I sin fritid bruger han andre verdener til at forbinde sig med verden fra nye, spændende perspektiver, blandt andet igennem bøger, rollespil og videospil. E-mailadresse: perseroe@gmail.com. - Næste mandag langer han Stafetten videre til Viktor Clasen, 27 år og med kandidat i anvendt filosofi, en uddannelse i coaching og en gennemført værnepligt.

IRANER:Jeg går ind på apoteket og forsøger at købe d-vitaminer; 85 µg, de stærkeste, man kan købe.

Apotekeren løfter et øjenbryn og spørger mig forsigtigt, om jeg virkelig skal bruge dem så stærke.

Jeg smiler skævt og siger, at det er, fordi jeg er iraner. Så lyser hendes ansigt op, og med stor iver snakker hun til mig på et sprog, jeg kender, men ikke forstår; jeg genkender melodien, har hørt klangen før, men jeg forstår ikke betydningen.

JEG MÅ beklage og fortælle hende, at jeg ikke taler persisk, og jeg kan se lyset gå ud i hendes øjne.

Hun giver mig mine vitaminer i stilhed, og jeg forlader apoteket med en knugende skam i maven, en irrationel følelse af, at jeg har fejlet mine rødder.

DET ER én af mange oplevelser, jeg har haft, hvor jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg har en forbindelse til en kultur, jeg aldrig har oplevet, aldrig er blevet lært at navigere i.

Min mor er fra Iran, adopteret som lille, og selv om jeg er født og opvokset i Danmark, med en dansk mor, danske bedsteforældre og danske søskende, har forbindelsen til det land, jeg aldrig har været i, altid været der for mig.

SOM UNG teenager ledte jeg efter eventyr fra Iran, som ung voksen gav jeg mig i kast med at studere persisk på universitetet, nok mest af alt bare for at forstå, hvad de folk, jeg følte en forbindelse til, sagde, når de snakkede på et sprog, jeg ikke forstod, men følte en længsel efter at forbinde mig til.

TILHØRSFORHOLD er en mærkelig størrelse. Kan man overhovedet kalde det at længes efter noget, der ikke engang ved, at man findes, for et tilhørsforhold?

Hjemmesiden ordnet.dk definerer det som “det at være knyttet til noget; det at være del af en gruppe”. Den ene halvdel er vel rigtig nok. Jeg er knyttet til Iran eller iranskhed på en eller anden måde. Men jeg er ikke en del af en gruppe; jeg forstår ikke persisk, jeg spiser ikke iransk mad, jeg er ikke på gaden i Teheran for at protestere mod en tyrannisk regering, der myrder sit eget folk.

Jeg er ikke en del af en gruppe; jeg forstår ikke persisk, jeg spiser ikke iransk mad, jeg er ikke på gaden i Teheran for at protestere mod en tyrannisk regering, der myrder sit eget folk

Jeg er ikke engang venner med nogen af de mange andre iranere og folk med iransk ophav i Danmark, selv om der er mange af dem; jeg har mødt dem, har studeret på universitetet med dem, købt d-vitaminer på apoteket fra dem.

JEG FÅR det også til at lyde meget negativt, og det kan det vel også være nogle dage. Men på andre dage er det fantastisk.

Når jeg møder en iraner, der tager sig tiden til at rumme mig og mine usikkerheder, og fortæller mig om deres oplevelse af at være iraner uden for Iran, føles det som at fylde en umættelig nysgerrighed, at komme tættere på at finde ud af hvem jeg er, og det elsker jeg.

I MANGE år gik jeg og troede, at det var mærkeligt, at jeg havde de her følelser; jeg tænkte, at det ikke var noget, jeg var havde ret til at føle.

Jeg pressede følelserne ned, for jeg var jo ikke en rigtig iraner, ikke når jeg ikke kunne sproget og ikke var vokset op med kulturen. Jeg delte ikke de her tanker med nogen. Men over årene er jeg kommet til konklusionen, at det måske ikke er så simpelt.

JEG ER ikke iraner. Men jeg er iransk, på en eller anden måde.

En del af min grundessens er iransk, ikke på en måde der handler om nationalitet eller blod eller berettigelse, men på en måde der handler om historier. Det er en del af min historie, at der findes en lille flig af iranskhed i mig - og at jeg altid har haft en trang til at opsøge den, at lære mere om den, at finde ud af, hvad den del af mig er.

OG JEG tror ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan. Jeg tror heller ikke, jeg er den eneste, der har holdt de her tanker for mig selv, har puttet dem ned i en lille kasse bagest i mit sind og prøvet at ignorere dem.

Til gengæld håber jeg heller ikke, at jeg kommer til at være den eneste, der tør tage springet ud i at udforske den del af mig selv og finder ud af, at det også kan være smukt og godt og berigende at gå på opdagelse i en ny og fremmed verden, som alligevel er så uendeligt bekendt; som en gammel ven, der tålmodigt ventede på at blive genfundet.