Leder

Tilskuertal efter kapacitet

Der fløjtes snart op for håndbold og ishockey i de nordjyske haller, men det bliver en opstart med potentielle tab

Jens Peter Svarrer. Foto: Lars Pauli

Jens Peter Svarrer. Foto: Lars Pauli

Selv om det næsten ikke er til at forestille sig med de tropiske temperaturer, der har ramt landsdelen, går der ikke ret længe, før de store indendørssportsgrene fløjtes i gang.

I slutningen af august går det først løs med damehåndbolden, inden herrerne følger efter ved indgangen til september. Det bliver også måneden, hvor der igen skal spilles ishockey.

Nordjylland er stærkt repræsenteret inden for begge sportsgrene, så der er helt sikkert masser af fans, der har svært ved at vente. Men allerede nu tegner der sig skår i forventningens glæde - og det hænger selvfølgelig sammen med coronaepidemien, som ikke vil slippe, men i stedet konstant lurer på en mulighed for at blusse op igen.

Som tingene står i skrivende stund, bliver det kun muligt at lukke maksimalt 500 tilskuere ind i hallerne. Som tilskuer betyder det naturligvis, at man skal være om sig for at sikre sig en billet til oplevelsen live.

Men hvad værre er: Klubberne står til at miste millioner af kroner i entréindtægter, hvis regeringen holder fast i den begrænsning.

Således melder Danmarks Idræts Forbund, at håndbolden på herresiden vil stå med en mindreindtægt på 182 millioner kroner, mens kvinderne kan regne med et tab på 112 millioner kroner for hele sæsonen, hvis der kun kan gives plads til 500 tilskuere. For ishockeyen vil det tilsvarende tal lande på 111 millioner kroner, lyder det fra DIF.

Med potentielle tab i den størrelsesorden vil det være mere end svært at drive håndbold- og ishockeyklubber, da der i forvejen kæmpes hårdt for at få økonomien til at hænge sammen.

Derfor kommer staten ikke uden om en kompensation, hvis der ikke skal ses flere konkurser. For det vil være utopi, at der rundt i landet står virksomheder eller andre mæcener klar til at holde hånden under klubøkonomien.

Men spørgsmålet er også, at tiden ikke er inde til at kigge med et differentieret blik på grænserne for, hvor mange tilskuere, der kan samles i hallerne.

Netop hallerne er i stor stil forsynet med siddepladser organiseret i sektioner, hvor der oven i købet de fleste steder er afgrænset adgang og afgang. Derfor burde tilskuertallene kunne justeres i forhold til de enkelte arenaer i stedet for at være sat som en overordnet grænse, fordi det er til at styre tilskuermassen.

Det vil ikke afværge alle behov for statslig støtte. Men det kan være med til, at klubberne kan udnytte kapaciteten bedst muligt under de nuværende forhold. Og spørgsmålet er, om det ikke er den tilgang, vi er nødt til at søge inden for eksempelvis teater og musik, fremfor at operere med knivskarpe generelle grænser, når virussen ikke vil slippe.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.