Fik pølsestump galt i halsen, kørte galt og fik hjertestop

Et mindre trafikuheld fredag eftermiddag i Brønderslev udviklede sig dramatisk

Arkivfoto: Torben Hansen

Arkivfoto: Torben Hansen

BRØNDERSLEV:To bilers sammenstød, der ikke umiddelbart i første omgang var specielt voldsomt, udviklede sig pludselig dramatisk, da den ene af bilisterne, der var involveret i sammenstødet - en 51-årig mand fra Brønderslev - pludselig fik hjertestop.

Det fortæller vagtchef Poul Fastergaard, Nordjyllands Politi.

Uheldet skete ved godt 15-tiden i Vestergade ud for nummer 126 i Brønderslev.

- Vi fik melding om dels en teknisk fastklemt - det vil sige, en af bilisterne klagede over nakke/rygsmerter. Og så lød meldingen på, at der var en af bilisterne, hvis vejrtrækning var meget svag. Og han fik altså hjertestop på stedet, fortæller vagtchefen.

Hjertestoppet skyldtes, at manden havde fået en stump pølse galt i halsen og derfor ikke fik ilt til kroppen.

Det lykkedes ambulancemandskabet på stedet at få genoplivet manden, der blev kørt til Aalborg Universitetshospital med politieskorte til yderligere undersøgelser.

Her fandt man pølsestumpen i mandens luftrør.

- Vidner havde umiddelbart før uheldet set den 51-årige køre noget mærkeligt og blandt andet påkøre et skilt, før han kom over i den forkerte vejbane og ramte den modkørende 42-årige bilist, der var fra Tylstrup, fortæller Poul Fastergaard.

Han opfordrer folk til at lade være med at spise, når de kører bil.

Under alle omstændigheder har Nordjyllands Politi haft en bilinspektør på uheldsstedet for at opklare omstændighederne ved sammenstødet.

Det sker rutinemæssigt ved voldsomme ulykker eller ved uheld, der som dette altså pludselig udviklede sig dramatisk.

Den anden involverede bilist kom lettere til skade ved uheldet. Han blev kørt til hospitalet i Hjørring til et tjek.