To nye nærpolitistationer: Se her hvor de kommer til at ligge

Der bliver fem politibetjente på de to nye nærpolitistationer, som skulle placeres i Nordjylland i forbindelse med flerårsaftalen for det danske politi

Politidirektør Anne Marie Roum Svendsen: Vi har placeret stationerne, der hvor nordjyderne får mest ud af vores tilstedeværelse. Arkivfoto: Torben Hansen

Politidirektør Anne Marie Roum Svendsen: Vi har placeret stationerne, der hvor nordjyderne får mest ud af vores tilstedeværelse. Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:Så er beslutningen taget. Det bliver Aars og Brønderslev, som får de to nærpolitistationer, der skulle placeres i Nordjylland i forbindelse med de nye planer om, at politiet skal tættere på borgerne.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De to nye nærstationer i politikredsen vil have en åbningstid for borgerbetjening på 15 timer om ugen samt en fast medarbejderstab tilknyttet. Forventningen er, at de åbner i løbet af 2021.

Politidirektør Anne Marie Roum Svendsen er tilfreds med, at Nordjyllands Politi har fået mulighed for at placere nærstationerne i netop Aars og Brønderslev.

- Som flerårsaftalen siger, så skal nærpolitistationerne være tilgængelige for flest mulige borgere. Vi har lavet politifaglige analyser både i Vesthimmerlands Kommune og Brønderslev Kommune, hvor man har kigget på borgernes aldersfordeling, befolkningsprognose, kriminalitet og antallet af politiforretninger og borgerhenvendelser, forklarer Anne Marie Roum Svendsen overfor nordjyske.dk om baggrunden for valget af de to byer.

- Der skal være en synlighed, og der skal være tilstrækkeligt mange borgere, der har mulighed for at komme forbi og få gavn af vores tilstedeværelse – og dermed kommer til at opleve en øget tryghed og et mere synligt lokalt politi, understreger politidirektøren.

Hun siger samtidig, at de fem betjente, som skal arbejde fra lokalstationerne, ikke skal køre patruljearbejde.

- Vi har vores patruljedistrikter, hvor vi hele tiden er ude at patruljere i hele politikredsen for at sørge for at minimere vores repsonstider. Det er ikke det, vores nye lokale folk skal lave. Det er faste folk, der blandt andet skal arbejde med forebyggelse og lokal kriminalitet, forklarer Anne Marie Roum Svendsen.

Politikredsen råder i forvejen over lokaler i både Aars og i Brønderslev, og man er nu ved at undersøge, hvordan de eksisterende rammer kan tilpasses, så de kan leve op til kravene til moderne nærstationer.

- Vi har gode lejemål, hvor vi i forvejen har politifolk siddende. Det vil være oplagt at udnyttet dem. Her skal vi blandt andet sikre ordentlige adgangsforhold for borgerne og etablere de rette faciliteter til medarbejderne, lyder det fra politidirektøren.

Nærstationerne slår efter planen dørene op i løbet af 2021.

- Kan vi bruge de eksisterende lejemål, kan åbningerne ske forholdsvis hurtigt. Men vi har ikke fastsat præcise åbningsdatoer nogen af stederne, siger Anne Marie Roum Svendsen.

De to nye nærstationer bliver bemandet med fem fast tilknyttede lokalbetjente. Politiet har endnu ikke lagt sig fast på åbningstiderne for de nye politistationer.

- Det kommer vi til at have en dialog med de to kommuner om, hvad der er mest hensigtsmæssigt, siger politidirektøren.

Beredskabet – det vil sige politiets kørende patruljer – vil også kunne gøre brug af de nye nærstationer til eksempelvis afhøringer eller til møder.

På spørgsmålet om hvorfor nærpolitistationerne i sin tid midt i nullerne blev lukket, svarer politidirektøren:

- Dengang havde man en helt anderledes terrorsituation og stigende international kriminalitet, der tilsagde, at man var nødt til at centralisere kræfterne for at blive dygtige nok til at håndtere de mege alvorlige ting. Nu er trenden en anden, hvor vi også har fået flere ressourcer til politiet, så vi kan spole lidt tilbage og prioritere nærpolitiet, og det er vi rigtig glade for, understreger Anne Marie Roum Svendsen.

Etableringen af de to nye nærstationer i Nordjylland skal ses i sammenhæng med flerårsaftalen 2021-2023 for politiet, hvor et nært og synligt politi er højt prioriteret.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.