Leder

To vilde år med Mette Frederiksen: Nu bør hun udskrive valg

Statsministeren kan i denne weekend fejre to-året for valgsejren i 2019. Allerede nu bør hun søge et nyt, folkeligt mandat. Danmark har brug for en reformkurs med bred politisk opbakning. Men det kan først ske, når luften er renset efter corona-tidens onde slagsmål.

Nordjyden Mette Frederiksen (S) har med en i dansk politik sjælden set styrke og beslutningskraft krisestyret landet gennem corona-pandemien, og takket være ikke mindst beslutninger truffet i Statsministeriet er Danmark et af de lande, der er sluppet nådigst gennem krisen.

Udskrev Mette Frederiksen valg nu, ville Socialdemokratiet med næsten statsgaranti – og dette er den mindste nyhed, du kommer til at læse i dag – vinde en storsejr. Ifølge meningsmålinger står socialdemokraterne til cirka ti ekstra mandater.

Men det er ikke pointen. Det afgørende argument for et nyvalg er dette: Statsministerens håndfaste krisehåndtering er kommet med så høj en pris og har skabt en så spændt atmosfære i Folketinget og i dele af samfundet, at luften må renses, hvis ikke de næste to år – formentlig nogle af de vigtigste i vores levetid, hvor en ny retning skal sættes for en krisetræt befolkning og et afventende erhvervsliv – skal gå til spilde i kommissionsundersøgelser, politiske hundeslagsmål og handlingslammelse.

Listen over benspænd, der kan bremse en hurtig tilbagevenden til en normal, politisk hverdag i Danmark, er lang:

Oppositionen beskylder regeringen for bøllemetoder, der har tvunget corona-tiltag igennem uden tid til en reel demokratisk debat og uden adgang til alle nødvendige oplysninger. Sandsynligheden for, at blå blok vil bøje nakken og lægge stemmer til de nødvendige reformer, som Mette Frederiksen og de Radikale har lanceret i denne uge, og som de næppe får igennem med venstrefløjen, er minimal i det nuværende klima.

En sag om grundlovsbrud truer forude som følge af tvangslukningen af minkerhvervet. Den historiske beslutning, som også isolerede syv nordjyske kommuner, blev hastet igennem med en skræmmekampagne, der viste sig at være århundredets overdrivelse, og på et videnskabeligt grundlag om den såkaldte cluster-5, som uafhængige eksperter allerede inden offentliggørelsen havde skudt i sænk.

Store dele af erhvervslivet, ikke mindst restaurationsbranchen og kulturlivet, føler sig ofret i nedlukningen og deres metier nedgjort. Det samme gør en ungdomsgeneration, der gang på gang er blevet sat bagerst i køen og offentligt udskammet for at opføre sig uansvarligt, selv om de først og fremmest blot har opført sig som unge. Dertil kommer nogle få, men højrøstede og tilsyneladende voldsparate borgere, der går gennem gaderne og råber om diktatur.

Danmark kan langt om længe se lyset for enden af corona-tunnelen, lettelsen er mærkbar, økonomien forbløffende stærk, men vi er ikke en nation i harmoni. Et nyvalg vil være Mette Frederiksens mulighed for at få vælgernes bedømmelse af regeringens håndtering af en af de værste kriser siden besættelsen, og hendes chance til at skabe sig manøvrerum til den ambitiøse reformkurs, hun gerne vil sætte for landet.

Flere kommentatorer skriver, at overvejelser om et valg i allerhøjeste grad rumsterer i Statsministeriet. Regeringens tiårsplan, der blev fremlagt under afslutningsdebatten i tirsdags, udlægges som en affyringsrampe for et valg, der kan komme allerede til efteråret, og det eneste, der synes at stå i vejen, er en bekymring for, om god krisehåndtering nu også er nok til at vinde. Der er historiske fortilfælde på det modsatte. Norges Jens Stoltenberg var efter terroren i Oslo og på Utøya i 2011 den samlende skikkelse for en nation i sorg, men tabte valget to år senere. Britiske Winston Churchill var umådelig populær under Anden Verdenskrig, men blev dumpet af vælgerne blot få uger efter krigens afslutning.

En fællesnævner synes dog at være, at modstanderne i disse og lignende fortilfælde havde en fremtidsplan, som vælgerne troede mere på end den siddende regerings. Herhjemme er situationen den stik modsatte: Den borgerlige opposition er pt. blottet for visioner, endsige en plan, og tillige travlt optaget med at bekrige hinanden. Alligevel må også borgerlige håbe på et snarligt valg. Intet andet kan tvinge de blå partier sammen om et bare nogenlunde troværdigt bud på fremtiden, og der er i høj grad brug for et konstruktivt, borgerligt pres for at få Socialdemokratiet med på reformer, der udvider arbejdsudbuddet nok og får styr på de offentlige udgifter.

Her og nu er Mette Frederiksen uden reel modstand. Hun har nøglerne til Danmarks fremtid i hånden. Men skal der sættes skub i en nødvendig reformkurs gennem et bredt politisk samarbejde, må hun bidrage ved at vaske tavlen efter corona-krisen mest mulig ren. Det gør hun bedst gennem et valg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden