Politi

Tommy er pist væk - nu leder politiet med hunde

Tommy er ikke set siden onsdag i sidste uge - familien meget bekymret

Tommy mangler stadig.
Tommy mangler stadig. Privatfoto

Opdateret 23. juli 2024 kl. 08:06

68-årige Tommy fra Frederikshavn er nu på sjette dag forsvundet. Og hans familie er selvsagt meget bekymret - så bekymret, at familien søndag meldte den 68-årige forsvundet, og Nordjyllands Politi gik straks ud med en efterlysning af manden.

Nu udvider politiet eftersøgningen til også at omfatte politiet hunde.

Det oplyser sagens efterforskningsleder, politikommissær ved Nordjyllands Politi Michael Karstenskov i en pressemeddelelse.

- Den savnede er meget dårlig gående. Derfor er det vores formodning, at han har benyttet sig af en eller anden form for transportmiddel, siger Michael Karstenskov, der i den forbindelse dog understreger, at politiet bestemt ikke kan udelukke, at han fortsat befinder sig i området omkring Frederikshavn.

I øjeblikket har politiet søgning med politihunde i Frederikshavn by og i et nærliggende skovområde.

I første omgang har Nordjyllands Politis efterforskningsskridt været, at afhøre en række vidner og andre personer relevante for selve sagen. Derudover har efterforskerne undersøgt, hvorvidt der forefindes overvågning, ligesom de har foretaget indhentning af telefonoplysninger.

- Disse undersøgelser har desværre ikke båret frugt, så vi savner stadig Tommy, og hans pårørende er meget bekymrede for ham. Og det er vi også – især som tiden går, uden at vi hører fra ham, siger politikommissær Michael Karstenskov.

Det, som politiets efterforskning på nuværende tidspunkt har vist, uddyber politikommissæren, er, at den savnede mands mobiltelefon er gået på en telemast beliggende omkring Hobrovej i Frederikshavn den 17. juli 2024 kl. 19.00. Og de pårørende har sidst været i kontakt med ham på denne dato kort efter, nemlig kl. 19.04.

- Men vi har fortsat brug for en såkaldt "milepæl" – det vil sige et sidste sted, hvor han er set, hvorfra vi kan arbejde videre fra med vores eftersøgning. Og det er derfor, at vi nu igen rækker til offentlighedens og håber deres gode hjælp i vores bestræbelser på at finde Tommy, tilføjer efterforskningslederen., 

Den savnede mand har følgende signalment: 180 cm høj, kraftig af bygning og med grå hestehale – muligvis iført sort tøj samt sorte briller.

Politikommissæren opfordrer alle med oplysninger i sagen til straks at ringe til politiet på telefonnummer 114.

Det kan, eksempelvis, være, hvis man har set ham i Frederikshavn eller andre steder. Det gælder også, hvis man har kendskab til, hvor han have taget ophold.

- De pårørende vil naturligvis gerne have vished for, at han har det godt; så ring til os, hvis du har oplysninger i sagen, lyder opfordringen fra Michael Karstenskov.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden