Transformator med 10.000 volt brød i brand: Fabrik mangler strøm til maskiner

Brandvæsnet måtte vente på, at strømmen til transformatoren blev slukket

Arkivfoto

Arkivfoto

HOBRO:Torsdag morgen lidt efter klokken 7.15 brød en transformator ved Kornvej 1 i Hobro i brand. Branden blev opdaget ved, at ansatte på fabrikken BHJ så, at der kom sort røg ud af transformatorstationen, der er placeret ved siden af virksomheden.

Brandvæsnet i Hobro blev tilkaldt, men indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, René Nikolajsen, fortæller, at der gik yderligere ti minutter, får man kunne gå i gang med slukningsarbejdet.

- Det er en transformator med 10.000 volt, så vi skulle have energiselskabet til at komme og slukke for strømme til anlægget, siger han.

Transformatoren, der er udskiftet for tre uger siden, står i et lille rum på cirka fem kvadratmeter, hvor der ikke er andet. Så det er kun ledninger på transformatoren, der er gået op i røg.

- Selve branden var rimelig hurtigt slukket, men vi har brugt et par timer på at køle selve transformatoren ned. Den indeholder 600 liter olie, og de er blevet voldsomt varme og står og koger, siger indsatslederen.

Der er ingen private, der mangler strøm som følge af branden. Fabrikken BHJ, der laver foder til kæledyr, er de eneste der benytter transformatorstationen. Da fabrikken har yderligere to transformatorer, har fabrikken strøm, men ifølge indsatslederen kan en del af fabrikkens maskiner ikke køre, som følge af branden.

Brandvæsnet i Hobro sendte syv mand til branden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.