Coronavirus

Tre studerende smittet med corona på samme dag: 103 er sendt hjem

Siden sommerferien er seks studerende på UCN konstateret smittet

Uddannelsesdirektør Peter Møller Pedersen valgte tirsdag at sende 97 studerende hjem. Arkivfoto: Mette Nielsen

Uddannelsesdirektør Peter Møller Pedersen valgte tirsdag at sende 97 studerende hjem. Arkivfoto: Mette Nielsen

AALBORG:Tre elever på UCN på Sofiendalsvej i Aalborg er tirsdag blevet testet positiv for corona.

97 elever og seks undervisere er sendt hjem. De skal nu testes og skal fremvise en negativ prøve, før de igen kan møde op på uddannelsen.

De tre studerende kommer fra henholdsvis overbygningsuddannelsen i produktudvikling og teknisk integration, uddannelsen til grafisk designteknolog og automationsteknologuddannelsen.

Ifølge uddannelsesdirektør på UCN, Peter Møller Pedersen, er de tre studerende ikke blevet smittet på uddannelsen.

- Alt tyder på, at de er smittet uafhængigt af hinanden, og det ikke er sket på UCN. De smittede har en eller to dage efter introdage fået symptomer, og så hurtigt får man normalt ikke symptomer efter smitte, siger han.

- Alle de hjemsendte vil nu blive testet, og der vil man mere tydeligt kunne se, om der er flere smittet og om det er samme smittekilde, siger Peter Møller Pedersen.

Seks siden sommerferien

Siden sommerferien har UCN haft seks studerende, der har været smittet og så sent som mandag blev en studerende på serviceøkonomuddannelsen på Hobrovej konstateret smittet.

- Vi har taget alle forholdsregler, og jeg synes, vi har været godt forberedt, men vi har åbenbart været uheldige, siger Peter Møller Pedersen.

Han fortæller, at uddannelsesstedet har oprettet et beredskab og har nogle klare retningslinjer for, hvordan smittetilfælde skal håndteres.

Derudover er UCN dagligt i kontakt med myndighederne, og Peter Møller Pedersen forklarer, at instruktionerne fra myndighederne følges slavisk.

Aflyser fredagsbar

UCN har 10.000 studerende, og deraf er godt 3500 førsteårsstuderende.

Lige nu er man ved at omlægge undervisningen for alle de berørte studerende på UCN til online.

Herudover har man på grund af den generelt stigende smitte valgt at aflyse alle sociale arrangementer - eksempelvis fredagsbar - i 14 dage for at mindske smitterisiko.

- Som sagt ser det ikke ud til, at nogle er smittet på UCN, men vi vil mindske risikoen, indtil vi har 100 procent overblik, siger han.

- Jeg synes, at det er rigtigt synd for de godt 3500 nye studerende, der havde glædet sig til at begynde på uddannelsen og møde de nye medstuderende - som sker til sociale arrangementer. Det bliver lidt anderledes nu, hvor de må sidde derhjemme bag en skærm, siger uddannelsesdirektøren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.