Universiteterne

Mest søgte uddannelse - men mange må afvises

Prorektor ærgrer sig over for få studiepladser til lægeuddannelsen i Aalborg

Lægeuddannelsen var igen den mest attraktive uddannelse, da antallet af ansøgninger til Aalborg Universitet blev gjort op.
Lægeuddannelsen var igen den mest attraktive uddannelse, da antallet af ansøgninger til Aalborg Universitet blev gjort op. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Opdateret 08. juli 2024 kl. 17:49

Trods akut lægemangel i Nordjylland, så må Aalborg Universitet igen afvise ansøgere, der har lægestudiet som første prioritet, fordi universitetet ikke har studiepladser nok.

Det fortæller universitetet i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen fastslås det, at Aalborg Universitet fortsat er et attraktivt sted at studere. 13.445 ansøgere har ved ansøgningsfristens udløb søgt ind på AAU, og det er en stigning på 0,5 procent i forhold til året før.

Og netop medicinstudiet er igen i år den mest søgte uddannelse. Studiet har modtaget 1982 ansøgninger, hvoraf 486 ansøgere har lagt billet ind som førsteprioritet. Men langt fra alle de håbefulde, kvalificerede ansøgere blive optaget, da AAU kun har mulighed for at udbyde 179 pladser.

- Vi er naturligvis meget tilfredse med et så flot søgetal generelt og er glade for, at vi fortsat oplever en stor søgning til vores lægeuddannelse. Men det ærgrer mig, at vi hvert år må skuffe flere hundrede, kvalificerede ansøgere, der ønsker at studere medicin i Aalborg, når vi samtidig i vores del af landet står med en akut regional lægemangel, udtaler prorektor Anne Marie Kanstrup fra Aalborg Universitet.

Det er velkendt, at Region Nordjylland er udfordret af lægemangel, og området står over for særlige udfordringer på grund af store afstande og lav befolkningstæthed, skriver universitetet i pressemeddelelsen.

Knap 70 procent af de praktiserende læger i Nordjylland har lukket for tilgang af nye patienter, og problemet bliver ikke mindre af, at regionen tilmed har flere ældre og multisyge borgere sammenlignet med landsgennemsnittet.

- Vi ved, at uddannelsesstedet har afgørende betydning for, hvor de nyuddannede læger vælger at etablere sig. Over 80 procent af de 630 læger, der er dimitteret fra AAU, har fortsat deres uddannelse i Nordjylland. Derfor håber vi meget, at vi næste år får mulighed for at optage endnu flere studerende, så vi kan bidrage til, at nordjyderne får den nødvendige lægedækning, siger Anne Marie Kanstrup.

Overordnet fordeler ansøgningerne til AAU sig stabilt sammenlignet med tidligere år. Der ses en lille stigning i antallet ansøgninger til ingeniørfagene. 

Særligt AAU’s ingeniøruddannelser i Esbjerg har fået en flot fremgang med en stigning på 32,1 procent i antallet af ansøgninger, hvoraf 40 procent af ansøgerne er kvinder.

Endelig er AAU’s nye engelsksprogede bachelor i erhvervsøkonomi, Economics and Business Administration, kommet godt fra start. Knap 560 har søgt om optagelse på uddannelsen.

Den 26. juli får alle ansøgere besked, om de får studieplads på Aalborg Universitet.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden