Truet af fem unge: - Du er skyld i, at vi har siddet i fængsel

Fem mænd er sigtet for at have truet en mand i området omkring Lindholm Strandpark. Nu er de blevet varetægtsfængslet i 27 dage 

De sigtede blev varetægtsfængslet lørdag. <i>Arkivfoto: Henrik Bo </i>

De sigtede blev varetægtsfængslet lørdag. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Lørdag blev der holdt grundlovsforhør i en sag, hvor fem mænd mellem 17 og 19 år er sigtet for fredag at have fremsat trusler mod en anden mand. 

Det oplyser Kim Kristensen, specialanklager ved Nordjyllands Politi. 

De fem mænd blev varetægtsfængslet i 27 dage.  

- De er sigtet for i området omkring Lindholm Strandpark i Nørresundby at have forulempet en person ved trusler om vold på grund af hans forklaring til politiet i forbindelse med en anden sag, siger Kim Kristensen. 

Mændene er sigtet for at have løbet efter ofret på en strækning over 200 meter. Ifølge sigtelsen skulle en af mændene efterfølgende have grebet fat i ofrets trøje og beskyldt ham for at være skyld i, at mændene havde siddet i fængslet. 

En af mændene kærede varetægtsfængslingen, en accepterede den, mens tre tog forbehold for at kære kendelsen til landsretten.  

Retsmødet blev holdt bag lukkede døre. De fem mænd nægter sig alle skyldige i sigtelsen.  

Ole Buus, vagtchef ved Nordjyllands Politi, oplyser, at episoden fandt sted fredag omkring klokken 21. Han fortæller, at ofret efterfølgende søgte tilflugt i en dagligvareforretning. 

- De fem stikker så af. En af patruljerne får så fat i hele gruppen, som er samlet kort tid efter, siger han. 

Anholdelsen fandt stedt omtrent klokken 22. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.