Som jeg gik der midt i den enorme menneskemængde af LGBT+-folk med kærlighedsbudskabet flagrende i vinden, sprang hjertet i mit liv ved tanken om min kristne næstekærlige pligt til at gå denne fredsmarch for Guds kærlighed imellem mennesker på tværs af køn, etnicitet og seksualitet.

Samtidig var jeg dog smerteligt bevidst om, at netop vores tilstedeværelse som præster denne dag med et klart, kommunikativt signal om støtte, anerkendelse og oprejsning til kærlighed mellem to mennesker af samme køn ville vække foragt og anstød i visse kredse af mit eget bagland i det folkekirkelige landskab.

MINE BANGE anelser blev til virkelighed, da jeg ved selvsyn i ugerne efter Pride kunne konstatere den mængde af post, som jeg modtog i min postkasse fra præster, som fordømte min handling.

Flere mente, at jeg som deltagende præst under Aalborg Pride var en skændsel for folkekirken.

Men hvad havde jeg rent faktisk gjort mig skyldig i, som kunne ophidse nogle af mine kolleger til at fordømme min person?

Jeg har offentligt stillet mig skulder ved skulder med ethvert menneske, som forstår sig selv som en del af fællesmængden LGBT+ og sagt højt, at alle mennesker er skabt i Guds billede og derfor er skabt til ligeværdige relationer i kærlighed uanset køn.

FORSKELLIGHEDEN fra menneske til menneske er ikke en uoverkommelig kløft, men selve livets storhed. Det er en gave af forskellighed, som vi nægter at pakke op, fordi vi ønsker at fastholde en orden, som vi selv har forsøgt at skabe i den heteroseksuelle, hvide mands billede, ikke i Guds. Og i dette billede skrumper livet ind og visner bort, fordi det bliver selvindkroget.

VI ER fra skabelsens morgen skabt til at kunne leve sammen i den kærlighed, vi alle er skabt ud af, og derfor også længes efter, når vi er væk fra den.

Det er et meget lidelsesfuldt sted for et menneske at være, når man ikke kan finde vejen tilbage til kærligheden, måske fordi mennesker helt konkret spærrer vejen og gør den uoverkommelig.

Afskåret fra kærligheden går vi til grunde, fordi vi som mennesker er skabt ud af Guds kærlighed og derfor til stadighed har længslen efter kærligheden i os. Vores kristne pligt er derfor at bane vejen for hinanden, fremfor at spærre den.

At afskære mennesker af samme køn fra at kunne forbinde sig i kærlighed i ægteskabet, som det fortsat sker i den danske folkekirke under henvisning til præstens egen samvittighed, er derfor, i mine øjne, et meget alvorligt svigt, som er dybt krænkende og ødelæggende.

Guds kærlighed til mennesket og det indbyrdes kærlighedsforhold i mellem mennesker har aldrig været en eksklusiv kærlighed forbeholdt ægteskabet imellem mand og kvinde, thi kærligheden er i sit væsen en grænsesprængende realitet.

GUDS KÆRLIGHED kender ingen grænser, og den er ikke eksklusiv, men derimod spontan og grænsesprængende.

At opleve kærlighed i sit liv som menneske er enestående, og det er et af de steder, hvor vi kan genkende hinanden som mennesker af kød og blod på tværs af tid og rum.

Kærligheden kan have forskellige kulturelle udtryk, men at opleve kærligheden i sin evige væren er det samme uanset om man er kvinde eller mand, hvid eller sort, fattig eller rig, heteroseksuel eller homoseksuel, høj eller lav, tyk eller tynd.

Vi er alle skabt i Guds billede, og derfor er Guds billede aldrig entydigt, men kærligheden forbliver den samme. Og af samme grund er det også kun Gud der kan føre dom over menneskelivet, fordi dette liv er alt for sammensat og komplekst til at vi kan fatte det med afsæt i vores eget normativ. Vi mennesker kan ikke bruge os selv som normalitetens målestok på sandhed og retfærdighed.

PRÆSTER i den danske folkekirke repræsenterer meget forskellige menneskesyn og Gudsforståelser. Om end vi alle har sagt ja i vores ordinationsløfte til at forkynde Guds ord rent og purt, så er fortolkningsspændet enormt. Man skulle ofte ikke tro, at det er det samme afsæt i troen, der tages udgangspunkt i, nemlig det fælles credo, som vi i folkekirken kender som trosbekendelsen med de tre trosartikler om Faderen, Sønnen og Helligånden og den indledende forsagelse.

Forsagelsen af djævelen er en senere tilføjelse, og den har skabt en del forvirring, fordi kristne igennem tiden har forvekslet djævelen med mennesker af kød og blod, og vi behøver blot at tænke på inkvisitionen og de grufulde hekseafbrændinger, for at se hvad kristne er i stand til at påføre mennesker af lidelse i Guds navn.

DER FINDES en tydelig parallel fra den katolske kirkes inkvisition til den forsagelse af kærlighed imellem to mennesker af samme køn som præster i den danske folkekirke fortsat praktiserer.

Afvisninger af mennesker af samme køn, som ønsker at blive viet af deres egen lokale sognepræst, er en fuldt ud legitim praksis i dagens danske folkekirke.

Afvisning af en vielsesanmodning under henvisning til egen samvittighed lyder lidt mindre voldsom end hvad det reelt er, nemlig en forsagelse under henvisning til egen samvittighed.

Dette er i min optik at sidestille med en symbolsk voldshandling og direkte konverterbart til vold også af fysisk karakter, fordi præstens afvisning af en bestemt gruppe af mennesker og en bestemt livsform indirekte er at se som en dæmonisering af netop denne gruppe af mennesker og deres livsform.

HAR MAN først dæmoniseret liv, så kender vi eksempler fra vores historie på, at det herefter er nemmere at kaste en sten, når den første allerede er blevet kastet. Det er nemmere at sætte ild til et menneske, når dæmoniseringen først har fundet sted, det er nemmere at mishandle et menneske, som har mistet sin værdighed, fordi intet andet menneske passer på det og oprejser det igennem en værdig omgang med netop dette menneske.

Derfor er det også det kristne menneskes pligt at praktisere næstekærlighed som et værn om det menneske, der her og nu har brug for beskyttelse imod andres fortræd. Og helt konkret taler jeg her op imod en fuldt ud lovlig og ofte anvendt praksis i den danske folkekirke, hvor præster afviser at vie mennesker af samme køn under henvisning til egen samvittighed.

VI STÅR foran et kommende menighedsrådsvalg, og de krænkelser som fortsat praktiseres blandt folkekirkens egne præster, kan det folkelige, demokratiske og lokalt forankrede menighedsrådsorgan dæmme op imod. Eller rettere det kunne organet gøre, hvis det havde viljen, og derfor bærer menighedsråd og medlemmer af folkekirken også et ansvar for enhver krænkelse, idet medlemmer af menighedsrådet rekrutteres blandt menige medlemmer i sognet eller blandt sognebåndsløsere, og det er menighedsrådet, der på vegne af menigheden kalder præsten.

At kalde en præst, som ikke vil vie mennesker af samme køn, er efter min mening en meget alvorlig forseelse og en krænkelse af den særlige ordning, som folkekirken bygger på med sin tætte tilknytning til statsapparatet i kraft af Grundlovens paragraf 4.

Det danske samfund hviler på grundpillerne af en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt, og inden for denne rammetænkning er det ulovligt og medfører dom og straf, hvis man diskriminerer og krænker mennesker med afsæt i deres køn, seksualitet eller etnicitet. I folkekirkeligt regi, som ellers følger dansk lovgivning på alle andre afgørende områder, er det ikke ulovligt at diskriminere og krænke mennesker med afsæt i køn og seksualitet.

ØNSKER MAN som verdsligt samfund en folkekirkelig praksis, der sætter sig ud over dansk lovgivning, så må den nødvendige konsekvens være, al den stund der ikke er vandtætte skotter mellem folkekirke og stat, at folkekirken frigøres fra staten i respekt for denne stats borgere og denne gruppes frihedsrettigheder.

Alternativt vil en mulig løsning kunne være, at religiøse grupperingers grundsyn inden for ordningen af Den danske folkekirke, som ikke harmoner med dansk lovgivning, udfases som en følge af eventuelle lovindgreb og henvises til at optage status som henholdsvis valg- og/eller frimenighed. Med andre ord kunne disse grupperinger ansøge om muligheden for at kunne sammenslutte sig som valg- og/eller frimenigheder.

KRÆNKELSERNE finder sted i folkekirken imod afgrænsede grupperinger af mennesker i vores midte, som ønsker at leve med Guds velsignelse i ægteskab med deres elskede af samme køn. De oplever i dag ofte at blive trådt under fode og må ydmygt gå rundt blandt præster med hatten i hånden, indtil de finder en præst der forbarmer sig.

Det kan være vanskeligt at diskutere de skitserede forhold med de præster, som forholder sig afvisende, men forholdene må kunne diskuteres med vores politikere. Hvorfor er de så passive og vender det blinde øje til?

For vores præstegruppes deltagelse i Pride var det vigtigt at slå fast, at vi ikke gik igennem Aalborgs støvede og menneskefyldte gader i et missionsk ærinde for at frelse og omvende fortabte og syndsinficerede LGBT+ mennesker ud fra den dagsorden at omvende dem til heteroseksuel normalitet som billedet på det gode og sande liv.

Nej, tværtom var vores mission at gå gennem de selv samme menneskefyldte gader i et befrielsesteologisk ærinde, der handler om at sætte menneskelivet og dermed også kærligheden fri som en gudsgiven gave.

Therese Strand Kudajewski fra Store Brøndum er sognepræst i Store Brøndum-Siem-Torup pastorat. E-mail: matn@km.dk.