Udvikling eller afvikling?

Minksag har vist, hvor galt det kan gå i demokrati, når der bliver for langt fra magten til folket

MINK M.M.: Jeg ved ikke, om Mette Frederiksens ord i nytårstalen er at regne som politisk mål eller nytårsforsæt: ”Sammenhængen på tværs af vores land. Næsten hver anden dansker bor uden for de større byer. Danmark er så lille at uanset hvor du befinder dig. Så er du aldrig mere end 50 kilometer fra havet.

Alligevel er mulighederne blevet mere skævt fordelt ...

Nogle siger, at ”sådan er udviklingen”. Men det er ikke udvikling. Det er mange steder afvikling.

Og det kan vi ændre – hvis vi vil. På en måde, hvor vi ikke behøver at skabe falske modsætninger …”

I PRAKSIS går det lige nu den forkerte vej med et forslag om at centralisere al børnekræftbehandling på Rigshospitalet.

Avisen Danmark: ”Sundhedsstyrelsen havde ”uformel dialog” med Rigshospitalet uden om de vestdanske regioner om at centralisere behandlingen af børn med kræft ... Regionspolitikere er rasende.”

FORSLAGET ER det modsatte af, hvad statsministeren sagde i nytårstalen, gad vidst om hun ikke havde kendskab til forslaget fra Rigets læger, når de har arbejdet med det i flere år.

Til specialiserede sygdomme kræves specialister. Men der er endnu ikke fremlagt saglige argumenter for, at det hele skal samles på ét hospital i udkanten af Danmark. Det ser ikke ud til, at der er noget fagligt at udsætte på behandlingen i Odense, Aarhus og Aalborg.

HELE AFFÆREN sætter også coronahelten Søren Brostrøm i et dårligt lys.

Ifølge Avisen Danmark var han og Rigshospitalets overlæge Kjeld Schmiegelow flere gange i 2018 i dialog om en centralisering af børnekræftbehandlingen. En del af drøftelserne også uden referat! Tys-tys-møder i en tid, hvor alt ellers skal dokumenteres!

Jeg er glad for, at det er forkvinden for danske regioner, Stephanie Lose, der er en af frontkæmperne mod afvikling af børnekræftbehandlingen uden for hovedstaden, hvis vi skal blive i Mette Frederiksens talemåde.

Hvis den skulle samles ét sted, ville det vel være geografisk mest centralt med en udvidelse i Odense, nu Rigshospitalet ligger i udkanten af landet, geografisk!

ET ANDET sted med stor afstand lige nu: Det er svært at få gamle pensionister til at møde op til coronavaccination.

Statens Serum Institut klarer det hele elektronisk, og så skulle den ged være barberet, men virkeligheden er ikke så let, som det ser ud til fra det sted, hvor man dirigerer via skærme. Hvordan fungerer det for en 75-årig, som ikke er fortrolig med NemID, borger.dk osv.

MÅSKE ER det en menneskelig kontakt, der er mere brug for. Nogen, der har tid til at sætte sig ned med en kop kaffe og få den vaccineaftale ordnet.

Jeg har selv brugt en del tid med min gamle mor med at forklare, hvad det drejede sig om. Og hun bor på et plejehjem med godt og ansvarligt personale, der igennem pandemien har ydet et fantastisk arbejde. Altid med tålmodighed og et smil.

TV 2 FYN har lavet indslag om, hvordan det lille firma PentaBase i Odense har test, som ville være nyttige i kampen mod de nye coronavarianter. De sender den ene mail efter den anden til Statens Serum Institut, men får ikke noget svar. Det er ikke udvikling i en tid, hvor alle gode ideer burde kunne bruges, men måske bare en død provinside!

LAD OS gå til Fødevarestyrelsen. Kort før jul meldte Fødevarestyrelsen ud, at de indfører en forhøjet afgift på markslagtning. De nye gebyrer lyder på 871-2900 kr. pr. påbegyndt time og minimum to timer. Ifølge Landbrugsavisen (23.12.) mener Niels Marling, chef i Fødevarestyrelsens kødkontrol, at ”det er en EU-forordning, der gør det nødvendigt…” (Det er vist også en tur ved håndvasken at skyde skylden på EU.)

Fremover skal styrelsens embedsdyrlæger stå for AM- og PM-kontroller.

Niels Marling siger: ”Det var opfattelsen, at der manglede en mulighed for at håndtere dyr, der ikke var egnet til transport, og det blev vurderet, at det var et skridt mod bedre dyrevelfærd. Jeg synes i den grad, man har efterkommet det ønske, og det er at tale ind i bæredygtigheds-dagsordenen og velfærdsdagsordenen.”

Sådan ser bæredygtighed ud fra fødevarestyrelsens kontor.

MEN SÅDAN er bæredygtigheden ikke for de bønder, der forsøger at skabe økonomisk bæredygtighed ved at afgræsse naturområder og få slagtet dyrene på den mest fornuftige og dyrevenlige måde.

Jeg har selv i mine meget unge dage som medhjælper været med til at indfange kvier på Bobankerne på Helnæs. Jeg ved ikke, om det var mest stressende for os eller kvierne. Det endte med professionelle kvægfangere.

Slagtning på marken er mest brugt hos naturplejebesætninger og økologiske besætninger, som vil skåne slagtedyrene for indfangnings- og transportstress.

KÆRE Fødevarestyrelse. Kære statsminister, hvis vi skal favne hele landet, skal I forstå, at det kræver dialog og forståelse.

Dialogen og forståelsen har jeg skrevet om i bogen ”Blomsterne og Bierne”.

Vi skal sammen nå frem til en bæredygtighed i dialog. Ikke med, at en styrelse trækker noget ned over folk, som arbejder med området.

DET ER genialt at have græssende dyr til naturpleje. En såkaldt win-win, vi får både bedre naturpleje, og vi får noget godt kød fra dyr, som har optimale forhold. Og det skal ikke ødelægges af en fordyrende centraliseret ordning fra fødevarestyrelsen. Det lugter af kontrol. Kontrol og manglende tillid til de dyrlæger, der i øjeblikket arbejder med dyrene.

Det kunne være et bevis på, at man ville prioritere hele landet, ikke kun i en nytårstale, men i en gennemført praksis.

Ifølge Landbrugsavisens Laura Kold har Tyskland valgt en anden og billigere decentral løsning.

MINKAVLERNE var urimeligt længe om at få erstatning. Det var en afvikling, der aldrig før er set.

Situationen var alvorlig.

Men statsministeren og fødevareministeren beordrede tiltag, som var i strid med dansk lov.

Udryddelsen af dansk mink blev beordret og igangsat som en panikhandling. I stedet for at lade folk med forstand på at arbejde med mink klare det, blev alle mulige fra forsvar, politi og beredskab sat ind. Jeg mindes to storgrinende unge i et TV 2-klip i gang med udryddelsen (de er altså i gang med at slå andre menneskers livsværk ihjel). Filmklip med levende mink på vej til forbrænding blev delt. Filmklip med mink, som blev mast ihjel.

Dronebilleder af massegrave blev delt. Grave, der er placeret, så de er en mulig trussel mod drikkevandsboringer og en badesø.

To gange blev der på motorveje tabt døde mink. Det lignede panik.

JEG KAN ikke forstå, hvorfor det i 2020 ikke var muligt at styre aflivningen, så skind og de døde kroppe kunne udnyttes. Der må være en bæredygtig løsning, så alle de døde mink kunne blive genanvendt af DAKA og andre, som på en tidssvarende måde genanvender affald. Massenedgravning var panik.

JEG HAR ikke viden til at vurdere, om aflivningen var nødvendig, men vil vælge at stole på de fakta, som lægges frem.

Og må jeg lige bede om, at regeringen deler viden, så beslutningerne kan træffes på et lovligt grundlag. Ikke et panikdiktat i strid med dansk lov.

Bagefter kan vi så stille og roligt tage en debat om dyreetik og produktionsformer, helst noget, som bliver bredt længere ud end til den danske andegård!

JEG KAN ikke forstå, at de folk, der stod for nedgravningen, ikke er i stand til at udmåle en afstand på 300 meter.

Jeg kan ikke forstå, at når det er en regeringsbeslutning, må man godt spolere grundvandet. Da vi her i området havde en olieforurening, ringede vi først til Falck, de sagde 114, og 114 sagde 112, og så kom de med blå blink og lagde flydespærringer. Hvis forureningen var kommet fra min tank, var der dømt handling øjeblikkelig.

MEN NÅR der løber overfladevand fra nedgravningerne til badesøen, arbejder alle vore systemer utrolig langsomt. Der bliver vedtaget en handleplan, så det kan vente indtil maj.

Det skaber altså ikke sammenhæng, og når der bliver ageret på denne måde, er det ikke falske, men reelle modsætninger, der skabes.

Prøv at leve op til ordene i virkeligheden. Vi har lige set, hvor slemt det kan gå i et demokrati, når der bliver for langt fra magten til folk. Så kan man stå i hver sin ende og råbe ”fake news”, så kan man dele sin politik på sociale medier og undgå den fjerde statsmagt, som en kritisk presse bør være.

JEG TROR, at minkavlerne og folkene tæt på de nedgravede mink føler sig trampet på. Lige nu kan de ikke føle sammenhængen på tværs af landet. Når man føler sig trampet på, er der ikke langt til at føle sig tiltrukket af folk, som ”vil dræne sumpen”.

Hvis vi skal styrke sammenhængskraften, må det foregå i en dialog med alle parter og ikke noget, der bliver trukket ned over hovedet på folk fra et kontor i København. Videre, hvis vi skal blive i ordspillet, så er tiden ikke til dræning, men bevarelse af vådområder!

Bjarne Kim Pedersen fra Otterup er forfatter, fortæller og blogdigter. E-mail: post@ravnerockforlaget.dk

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden