Jeg forstår fuldt ud, at episoden i Oksbøl, hvor en 14-årig pige blev fulgt af en ulv, var voldsom og utryghedsskabende. Det har jeg selv skrevet flere gange. Man skal have empati for pigen og familien, og man skal tage borgernes oplevelse alvorligt.

Netop derfor er det dybt problematisk, at du i dit debatindlæg bevæger dig fra en konkret episode til en række generelle påstande, som ikke er dokumenteret, og som i flere tilfælde direkte kolliderer med både fakta og gældende regler.

Når du skriver, at ulven er farlig for mennesker, og at der ikke er nogen grund til at diskutere det, er jeg grundlæggende uenig. Der er tværtimod al mulig grund til at diskutere det, især når en politiker udtaler sig så kategorisk. Sandheden er, at ulve i sjældne tilfælde kan udgøre en risiko, især hvis der er tale om habituering, fodring, sygdom eller afvigende adfærd. Men at konkludere, at ulven generelt er farlig for mennesker, er en forenkling, som spiller på frygt frem for viden.

Når myndigheder og fagpersoner i Danmark vurderer, at ulven i Oksbøl ikke udgjorde en egentlig fare, er det ikke for at bagatellisere borgernes utryghed. Det skyldes, at begrebet fare i forvaltningsmæssig forstand handler om sandsynlighed for skade og analyse af adfærd, ikke om følelser. Utryghed er reel og skal tages alvorligt, men utryghed er ikke det samme som fare.

Regulering i Danmark

Du henviser også til Holland og et tilfælde, hvor en seksårig dreng angiveligt blev angrebet. At bruge dette som argument for at udrydde ulven i Danmark er både en logisk kortslutning og useriøst som grundlag for forvaltning.

Hvis man vil føre ansvarlig politik, må man dokumentere præcist, hvad der skete, om det var en ulv, en hund eller et hybriddyr, om der var tale om et individ med habituering, om der havde været fodring eller anden menneskelig påvirkning, og hvilke konkrete forvaltningsgreb der virker. Ellers bliver det til ren skræmmekampagne.

Når du argumenterer for, at vi slet ikke skal have ulv i Danmark og bør regulere bestanden ned til nul, bevæger du dig ind i et område, der ikke blot er politisk kontroversielt, men også juridisk uholdbart. At regulere til nul er i praksis en målsætning om, at ulven ikke skal eksistere i Danmark. 

Det strider direkte mod EU’s naturbeskyttelsesregler, herunder habitatdirektivets krav om gunstig bevaringsstatus, mod Danmarks egne beskyttelsesforpligtelser og mod grundprincippet om, at regulering skal være konkret begrundet og proportional. Regulering må aldrig blive et redskab til udryddelse.

Passiv tilgang

Du peger desuden på Naturstyrelsens angiveligt passive tilgang som problemet. Her er der faktisk et problem, men ikke det, du beskriver. 

Det problematiske er, at vi har fået en praksis, hvor ulve kan kategoriseres som problemulve, og hvor reguleringstilladelser tilsyneladende gives uden klare tidsbegrænsninger og uden målrettet indsats for at løse de bagvedliggende årsager, såsom habituering og menneskelig adfærd. Samtidig mangler der forståelse for unge ulves adfærd, når de forlader forældrene og bevæger sig ud for at etablere egne territorier.

Hvis man opererer med en praksis, hvor en ulv, der kommer inden for ti meter af et menneske, kan reguleres, bliver forvaltningen i praksis næsten umulig at gennemføre målrettet. Risikoen for at skyde en tilfældig ulv i området er stor, og det bliver både upræcist og symbolsk snarere end fagligt funderet.

Det mest alvorlige er dog, at du helt overser den vigtigste faktor i konflikten, nemlig menneskers adfærd og ulvens biologi. I dit indlæg fremstilles det, som om ulven alene er problemet, og som om løsningen er regulering og nul ulv. Men hele ulvedebatten i Danmark lider under, at ulven behandles som et problem uden forståelse for dens naturlige adfærd.

Ulvens biologi

Ulven er et rovdyr, men den er også et ekstremt sky dyr, der normalt undgår mennesker. Den lever på enorme territorier, følger faste ruter og bevæger sig langt hver nat. Den jager primært rådyr og hjortevildt, ikke mennesker.

Når en ulv ses tæt på bebyggelse, eller når den følger et menneske, er det ikke automatisk et tegn på aggressivitet eller farlighed. Det kan skyldes nysgerrighed, især hos unge ulve, bevægelse gennem et område, pres fra menneskelig aktivitet, jagt, hunde eller støj, forfølgelse af byttedyr, der søger mod by eller læ, eller habituering, som ofte er skabt af menneskers adfærd.

Netop derfor er det misvisende og faktuelt forkert, når du skriver, at ulven er farlig for mennesker, og at der ikke er grund til at diskutere det. Der er i høj grad grund til at diskutere det. Hvis politikere begynder at føre ulvepolitik baseret på frygt og mavefornemmelser frem for viden, får vi hverken bedre dyrevelfærd, bedre naturforvaltning eller større tryghed.

Habituering opstår ikke af sig selv. Den skabes. Hvis vi reelt vil forebygge gentagelser som episoden i Oksbøl, kræver det faglig forståelse af ulvens biologi og adfærd, forebyggelse og korrekt myndighedshåndtering samt vilje til også at tale om menneskers ansvar i konfliktsager. At kræve nul ulv er ikke en løsning. Det er en ideologisk målsætning om udryddelse, og den er både biologisk urealistisk og juridisk uholdbar.

Jeg er enig i én ting. Borgernes tryghed betyder noget. Men tryghed opnås ikke ved at skabe fjendebilleder af en beskyttet art og kræve udryddelse. Tryghed opnås gennem fakta, faglighed, oplysning og lovlig forvaltning.

Hvis en folkevalgt politiker vil udtale sig om ulve, regulering og problemulve, må man også acceptere at blive holdt op på dokumentation, proportionalitet og EU-retlige rammer. Alt andet er ikke ansvarlig politik. Det er populisme.