Unge laver tunge løft, skænker alkohol og har for få pauser

Jobpatruljen tjekker unges sikkerhed og ansættelsesforhold i Nordjylland, og flere sager vækker bekymring - én ventes at blive politianmeldt

Jobpatruljen besøger nordjyske arbejdspladser i denne og næste uge. Den er bl.a. fokus på udskænkning af øl. Arkivfoto: Andreas Falck
Arbejdsforhold 10. juli 2019 08:11 - Opdateret 10. juli 2019 08:11

NORDJYLLAND: Det halter med arbejdsmiljøet for unge fritidsjobbere i Nordjylland.

Sådan lyder det fra Jobpatruljen, som i denne og næste uge besøger nordjyske arbejdspladser.

På den første dag blev der talt med 51 unge om deres arbejdsforhold. Det var i Sæby, Præstbro, Dybvad, Asaa, Dronninglund, Hjallerup, Gandrup, Ulsted, Hals, Haverslev og Arden. Og 16 steder var forholdene så grelle, at lokale afdelinger af fagforeningerne HK og 3F vil følge op på sagerne.

- Vi synes, at 16 sager ud af 51 er mange, så det er klart noget, der gør indtryk, siger Anne Sofie Juul Vejrum, der er jobpatruljekoordinator i Nordjylland.

Anne Sofie Juul Vejrum, jobpatruljekoordinator i Nordjylland. Foto: Jobpatruljen

De unge fritidsjobbere bliver eksempelvis udsat for tunge løft, manglende pauser, ulovlig alkoholudskænkning og manglende ansættelseskontrakter. Ét tilfælde kan ende med en politianmeldelse, vurderer Jobpatruljen.

17-årig havde smerter

En af de sager, der er sendt til faglig opfølgning, handler om en 17-årig pige, der har fået så ondt i ryggen af at stå ved kassen igennem længere tid, at hun må gå til fysioterapeut for egen regning. Hun har også overbelastet sit håndled, ligesom hun oplever at blive talt grimt til af de øvrige ansatte. Selv om hun har givet chefen besked, er der ikke reageret på det.

Andre eksempler er en ung under 18, der udskænker alkohol, uden der er en voksen ansat til stede, seks unge ansatte, der slet ikke har nogen pauser under deres vagter, tre, der ikke har nogen ansættelseskontrakt, en ansat, der skubber og trækker for mange fyldte mælkekasser, én, der ikke er blevet instrueret i tunge løft samt nogle, der selv skal finde afløsere i tilfælde af sygdom.

- Sagen med den unge, der udskænker alkohol, uden der er en ansat på stedet, der er over 18 år, er en klar overtrædelse af restaurationsloven, så den ender vi nok med at politianmelde, siger Anne Sofie Juul Vejrum.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...