Værnepligtige bliver bedt om at arbejde hjemme

Dagsbefalingen lyder på førstehjælp, fysisk træning og teoretisk felttræning, selvom de værnepligtige ikke er mødt ind på kasernen endnu

Arkivfoto: Laura Guldhammer

Arkivfoto: Laura Guldhammer

HVORUP /THISTED: 1. februar skulle 270 værepligtige have haft første dag i trøjen hos Trænregimentet på Hvorup Kaserne. Men på grund af den øgede smitte med covid 19 de seneste måneder, har Forsvaret valgt at holde de nye værnepligtige hjemme indtil 1. marts.

Det betyder, at 180 unge mænd og 90 unge kvinder går derhjemme og får løn, men ikke er kommet i gang med værnepligt, der af samme grund kun kommer til at vare tre måneder mod normalt fire måneder.

- Det bliver et lidt specielt hold, når de kun får tre måneders træning, og det gør, at vi må komprimere uddannelsen lidt, siger Hans Henrik Paulsen, der er major og stabchef hos Trænregimentet.

- Uddannelsen bliver den samme, men vi skal bare nå det samme på kortere tid, siger han.

Han fortæller, at selvom de værnepligtige ikke er mødt ind endnu, så kan de allerede nu begynde på uddannelsen derhjemme.

- Vi sender et brev i denne uge, hvor vi beder de værnepligtige om at læse om førstehjælp. Herudover er der link til videoklip med teoretisk felttræning, altså hvordan man bærer et våben, hvornår man har hjelm på og lignende teori, og endelig er der en opfordring og et program til noget fysisk træning, siger majoren.

- Vi kan ikke tvinge dem til at arbejde derhjemme, men for at komme godt i gang med uddannelsen, så snart de træder ind ad porten 1. marts, så vil vi gerne, at de forbereder sig derhjemme, hvis de har tid og mulighed for det, siger han.

Inddeles i små grupper

De eneste steder, hvor nye værnepligtige ikke er hjemme er hos Den Kongelige Livgarde og Hesteskadronen ved Gardehusarregimentet, da de har forpligtigelser omkring vagt, der ikke kan udsættes.

- De to regimenter har vagtturnus, som ikke kan skubbes. Vi har bedre mulighed for at være fleksibel i vores uddannelse af de værnepligtige, og derfor har man valgt at minimere riskoen for smitte ved at lade de værepligtige møde senere, siger Hans Henrik Paulsen.

Trænregimentet havde sidste år to hold værnepligtige - i august og februar - hvor ikke én eneste af de værnepligtige blev smittet med covid 19.

- Vi har indrettet det sådan, at de værnepligtige bliver sat sammen i grupper på syv-otte personer, og så holder de sammen og holder mindst tre meters afstand til de øvrige grupper. Og man kommer ikke i tæt kontakt med nogle fra de øvrige grupper i løbet af dagen, siger Hans Henrik Paulsen.

Herudover bor der færre på stuerne, og der bliver benyttet flere udendørs faciliteter.

Skal møde hos Beredskabsstyrelsen

Endnu ved man ikke, hvordan uddannelsen af de nye værepligtige skal foregår fra 1. marts.

- Vi venter på en fælles udmelding om, hvad der konkret skal ske. Men det bliver sådan, at de værnepligtige ikke bliver stillet dårligere med hensyn til at få en professionel uddannelse i forsvaret, siger han.

Mens de værnepligtige i Forsvaret altså ikke er mødt ind på kasernerne, så møder cirka 30 nye værnepligtige ind hos Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted 1. marts.

- Vores beredskab er afhængig af den løbende indkaldelse af værnepligtige hvert kvartal. Vi skal fastholde beredskabet i sådan en situation som vi er i, og derfor skal vi også have værnepligtige ind, siger brigadechef Lennart Kvist Sørensen, der er chef for Beredskabsstyrelsen Nordjylland.

Han fortæller, at meget af uddannelsen foregå udendørs, der holdes afstand, og de værnepligtige bærer mundbind, når det er nødvendigt.

- Herudover bliver de værnepligtige løbende testet i de ni måneder, de er indkaldt til tjeneste, siger brigadechefen.

Beredskabsstyrelsen Nordjylland har det seneste år haft to værnepligtige, der er konstateret smittet med corona, hvilket er sket, hvor de værnepligtige har været hjemme på weekend.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.