Valgdeltagelsen har kurs mod dansk rekord ved EP-valg

Hvis ikke køen af vælgere tørrer ind, kan det blive højeste danske stemmeprocent til et EU-valg nogensinde.

EP-valget har tilsyneladende trukket mange vælgere ind i stemmeboksene som her i Aalborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Politik 26. maj 2019 18:49 - Opdateret 26. maj 2019 18:49

Søndagens danske valg til Europa-Parlamentet kan blive historisk – målt på valgdeltagelsen.

Det viser Ritzaus stikprøver klokken 16.

Her er stemmeprocenten i gennemsnit på 46,6 procent – et markant løft fra de 37,2 procent, der havde stemt på samme tidspunkt ved seneste EU-valg i 2014.

Stikprøverne dækker over kommuner og valgsteder i hele landet med i alt 437.203 stemmeberettigede vælgere.

Brevstemmer afgivet før valgdagen tæller med i opgørelserne, og der er flere af dem i år, men ikke nok til at forklare hele stigningen på nuværende tidspunkt.

Ved valget i 2014 sluttede stemmeprocenten på 56,3 procent herhjemme, hvilket var det næsthøjeste nogensinde.

Rekorden for danske EU-valg stammer fra 2009, hvor 59,5 procent stemte.

- Det er imponerende tal indtil videre, siger professor Kasper Møller Hansen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

- Selv om det ser rigtigt lovende og positivt ud, så er jeg stadig lidt skeptisk for, om det kan fortsætte sådan hele dagen. Det er næsten for godt til at være sandt, supplerer valgforskeren.

Kasper Møller Hansen peger dels på den højere mængde brevstemmer i år, der sandsynligvis kommer fra vælgere, der fordelte deres stemmer ud over hele valgdagen i 2014.

Desuden kan der være ændringer i stemmemønstrene – blandt andet fordi valget i 2014, som også lå på en søndag, kom i en weekend med mere behagelige temperaturer.

- Måske har det dårligere vejr i år gjort, at folk ikke har været i sommerhus. Hvis flere er tættere på, der hvor de bor, har de haft nemmere ved at stemme tidligere, siger Kasper Møller Hansen.

I alt er der omkring 4,2 millioner stemmeberettigede vælgere til det danske EP-valg i år. De har indtil klokken 20 til at afgive deres stemmer. De sidste valgsteder lukker dog lidt senere, da alle vælgere i kø får lov til at stemme.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...