Vandreture i Nordjylland

Vandretur: En smuk sø, en stor skov og et ordentligt brag

Vor vandrende medarbejder på Tour de Nordjylland: I dag gælder det Rold Skov

8
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det er ikke fordi, jeg har været på nattevandring, men fotografen valgte at forevige Madum Sø i skumringen. Og det bliver den jo ikke grimmere af.Foto: Claus Søndberg

Pludselig lyder der et ordentligt drøn, og jeg ser et kraftigt lysglimt cirka 100 meter fremme ad stien. Jeg stivner et langt sekund, mens jeg får braget til at passe ind i den fredfyldte stemning, der prægede mine omgivelser indtil for et øjeblik siden.

Jeg spejder fremad og ser et par skikkelser gå søgende omkring. Så jeg fortsætter og kan snart konstatere, at det er et par store knægte, som tydeligvis har været ude at teste et hjemmelavet kanonslag. I hvert fald får de travlt med at komme afsted, da jeg nærmer mig.

Det var ikke lige den start, jeg havde regnet med, på min tur rundt om Madum Sø i Rold Skov. Men duften af søvand havde i forvejen stemt mig i det nostalgiske hjørne, opvokset som jeg er inde midt i Jylland, hvor den nærmeste sø var sommerens naturlige samlingspunkt for ungdommen. Så jeg husker også, hvilke narrestreger, man som teenager kunne finde på, når man gik og kedede sig i ferien.

Nordjylland rundt på gåben

NORDJYSKE har snøret vandrestøvlerne og travet Nordjylland tyndt fra Skagen til Mariager Fjord og fra Agger til Læsø. Vi har besøgt alle 11 nordjyske kommuner og giver hen over sommeren tips til lidt længere vandreture.

Madum Sø udmærker sig ved sit næringsfattige og derfor altid klare vand og er om sommeren et yndet udflugtssted for himmerlandske badegæster. Men den er også pæn at gå rundt om, konstaterer jeg, mens jeg fra parkeringspladsen ved Madum Søvej bevæger mig nord om søen ad den afmærkede rute. Der er imidlertid kun syv kilometer rundt, så jeg har indlagt et par omveje i dagens program.

Madum Sø set fra vestsiden - og i dagslys. Privatfoto

Madum Sø set fra vestsiden - og i dagslys. Privatfoto

Ved vestsiden af søen krydser jeg Aspvej og bevæger mig ind i Jægersborg Skov. Dels for at få nogle flere kilometer i benene, dels for at fornemme, hvor stor Rold Skov egentlig er.

Og den ér stor.

Da dagen går på hæld, har jeg kun dækket en lille del af skoven, og jeg fornemmer, at man uden kort og gps sagtens kan fare vild på disse kanter.

Jeg må da også tage de nævnte livliner i brug for at finde tilbage til Madum Sø efter fire-fem kilometers afstikker ad Jægersborg Skovs vidtforgrenede net af veje.

Tips og tricks: Træning

Kan alle gå 20 km på en dag?

Måske ikke, hvis man ikke er vant til at gå, så man skal nok ikke rejse sig direkte fra sofaen og begive sig ud på en af de foreslåede ture.

Men kan du uden problemer klare småture af en times varighed, er du på rette spor.

Væn dig til at gå med en rygsæk, også på korte ture. Jeg har gået mange kilometer med bøger, brænde eller snekæder som ballast i rygsækken.

Når du er ude på den store tur, er det en god tommelfingerregel at holde en pause af 10 minutters varighed for hver time.

Efter et frokoststop på søens vestside går turen nu syd om søen, men snart forlader jeg igen den skiltede rute, for når jeg nu er på disse kanter, kan jeg vel lige så godt slå et smut omkring Store Blåkilde.

Store Blåkilde er et yndet udflugtsmål, og det forstår man. Privatfoto

Store Blåkilde er et yndet udflugtsmål, og det forstår man. Privatfoto

Ad hyggelige skovstier krydser jeg igennem Kærbjerg Skov ned til kilden, som - viser det sig - er yderst velbesøgt af turister sådan en julidag. Og det forstår man. Den hvide kalkbund og det - undskyld flosklen - krystalklare vand er i solskin et eventyrligt syn og en oplagt fotomulighed.

Herfra arbejder jeg mig - igen ved hjælp af kort og gps - tilbage til Madum Sø, hvorfra jeg slår ind på en anden afmærket rute, denne gang rundt om Langmosen øst for søen.

Turen slutter med en runde omkring Langmosen øst for Madum Sø. Privatfoto

Turen slutter med en runde omkring Langmosen øst for Madum Sø. Privatfoto

Jeg starter nord om mosen, hvilket er en lidt kedelig oplevelse, men ved vendepunktet bliver turen straks hyggeligere, og tilbageturen syd om mosen er det hele værd.

Jeg ender på 22 kilometer, men turen kan sagtens gøres kortere. De afmærkede ruter omkring Madum Sø og Langmosen lagt sammen løber således op i 14 km.

Og man kan jo altid vende tilbage en anden dag.

Vandretur i Rold Skov


Grafik: Vandretur i Rold Skov
Kortdata © Openstreetmap-bidragydere. Grafik: Christian Made Hagelskjær

Madum Sø/Langmosen

Turens længde: 22 km.

Forslag til start og mål: P-pladsen ved Madum Søvej ved søens østlige ende.

Mere info og kort over området: roldskov.info

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.