Velkommen til Nordjylland: Tiden inde til forsoning

Statsministerens besøg i det nordjyske er nødvendigt og kan bruges som anledning til at bearbejde kløften i befolkningen oven på minksagen og nedlukningen af Nordjylland

Chefredaktør Jens Peter Svarrer mener, at tiden er inde til forsoning <i>Foto: Lars Pauli</i>

Chefredaktør Jens Peter Svarrer mener, at tiden er inde til forsoning Foto: Lars Pauli

Statsminister Mette Frederiksen sætter i dag kurs mod Jylland og ikke mindst det nordjyske oven på nedlukningen af syv nordjyske kommuner, aflivningen af landets mink og dermed de facto-lukningen af et helt erhverv.

Statsministerens besøg er modigt. Det kræver sin kvinde at møde op hos en minkavlerfamilie, der efter et tumultarisk forløb har mistet indholdet i arbejdslivet og dermed også eksistensgrundlaget - og hvor der endnu ikke er sat kroner og øre på den lovede kompensation. Det kræver mod at se de mennesker af kød og blod i øjnene, som aktionen helt konkret har ramt - og det kræver i dén grad empati at lytte og indgyde håb for fremtiden.

Statsministerens besøg er dermed også påkrævet. På Christiansborg må det aldrig glemmes, at der er mennesker i den anden ende, når beslutninger eksekveres. Når det gælder statsministerens rolle, er det vigtigt at slå fast, at den, der sidder i nationens vigtigste politiske sæde, har en opgave i at være hele landets statsminister. En person, der kan og vil samle folket - ikke mindst i svære tider, hvor vanskelige beslutninger skal træffes. Det er her, at ægte statsmænd og -kvinder træder i karakter.

Lige nu er der behov for en form for forsoning. Besøger man eksempelvis NORDJYSKE Stiftstidendes debatsider eller sociale mediers kommentarfelter, står det klart, at fronterne er trukket skarpt op: På den ene side står de, der i folkesundhedens tegn bakker Mette Frederiksen og regeringen et hundrede procent op. På den anden står de, der med grundloven i hånden kræver regeringens afgang.

Budskabet til landets statsminister herfra er: Ønsket om forsoning demonstreres bedst gennem handling. Del ansvaret og saml partilederne på Christiansborg i en corona-gruppe sekunderet af de tungeste eksperter og find fodslag om indsatsen.

Og tag nu luften ud af de varierende krav om en undersøgelse af regeringens gøren og laden i minksagen og foreslå selv en hurtig og uvildig undersøgelse af forløbet. Det blev fra begyndelsen klogt meldt ud, at der ville blive begået fejl i håndteringen af coronavirusset. Men så skal fejl også kunne diskuteres i det åbne. Vær transparente og få tingene undersøgt, og lad Folketinget drage en eventuel konsekvens.

Tværpolitisk inddragelse og ansvar, større gennemsigtighed i beslutningerne ledsaget af lavere hastighed og dermed bedre forberedelse af de forskellige indgreb vil være med til at tage luften ud af de politiske slagsmål, som netop er med til at skabe hårde fronter. Mon ikke mere ro og eftertænksomhed på Christiansborg ville give respekt og smitte positivt af på den samlede befolknings oplevelse af håndteringen af coronakrisen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.