Leder

Vi er blevet en nation af rødkindede naturbørn

Men nu må fritiden også gerne snart byde på andet end naturoplevelser

Foto: Lars Pauli

Foto: Lars Pauli

Der er så dejligt ude på landet – det er nemlig her, at man for alvor har mulighed for at komme i nærkontakt med naturen.

Det har de, der bor ude på landet, altid været klar over, men under coronapandemien er det så for alvor gået op for alle andre: Vi er søgt ud på de åbne vidder, gået lange ture på landets strande og i de stille skove. Det har nogle steder givet trængsel på parkeringspladser og særligt populære vandreruter, men i langt de fleste tilfælde er i hvert fald den nordjyske natur så udstrakt, at den har kunnet absorbere dens nyvundne popularitet.

Alligevel er der en markant og synlig ændring at spore: Nyslåede lystfiskere har taget opstilling ved moler og ved bredden af landsdelens put and take-søer, vandet i fjordene og langs østkysten er fyldt af SUP-boards med ivrigt padlende personer og mountain bike-ruterne er godt slidte efter to måneders intens brug.

Det er naturligvis ganske, ja, naturligt at vi har opsøgt naturen i denne tid: Netop her kan man overholde afstandskrav og samtidig foretage sig noget aktivt og sundt for sjæl og krop. Og selvfølgelig er det helt okay at de, der også før coronakrisen var faste gæster i naturen, for tiden trækker lidt på smilebåndet af naturens nyslåede muntre sønner og døtre, der med morten korchsk smil på læben er dus med himlens fugle og skovens grønne træer.

Men vores naturglæde er samtidig et udtryk for alt det, vi ikke kan i denne tid. Selv den smukkeste blå himmel falmer lidt, når tankerne går i dén retning: Konfirmationsfesterne, der er udskudt, oplevelserne på stadion som vi aldrig fik, de aflyste koncerter og foredrag og i det hele taget helt almindelige omgang med nye og gamle bekendtskaber i det offentlige rum.

Netop dagen i dag er et eksempel på, at vi måske nok går en frisk travetur, men i virkeligheden hellere ville have lavet noget helt, helt andet: Karneval i Aalborg, landsdelens allerstørste, årlige folkefest, skulle have været afholdt i denne weekend.

Karneval er alt det, vi stadig ikke kan: Lige nu må man forsamles 10, til Karneval i Aalborg er der 100.000 deltagere og dertil kommer alle tilskuerne. Til karneval står man tæt sammen, tisser på toiletter, hvor der ikke nødvendigvis er den allerbedste hygiejne, og der bliver ikke sjældent delt kropsvæsker mellem deltagerne. På den måde er det selvfølgelig helt indlysende, at netop Karneval i Aalborg under ingen omstændigheder kunne finde sted dette forår. Men det gør jo ikke savnet over manglende sambarytmer, livsglæde og ungdommelig løssluppenhed mindre.

Heldigvis er der stadig håb om, det på et tidspunkt bliver godt igen: Æret være Karneval 2020 - længe leve Karneval 2021.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.