Vi er heksebørn - og det skal vi være stolte af

KVINDEKAMP:Vi er børn af kvinderne, de brændte. Vi blev født skrigende med ild i brystet og blod i håret. Vi er mennesker og vi larmer. Vi fylder. Vi er heksebørn. Og det skal vi være stolte af!

Jeg hedder Laura. Jeg går på Morsø gymnasiums dramalinje. Jeg bliver 21 om 2 måneder. Og jeg har endnu ikke helt set fidusen i at være kvinde på trods af, at jeg elsker kvinder XD.

Teater. Det har jeg lavet siden børnehave. Jeg elsker at være noget andet end mig selv. Så er det nemlig ikke mig selv, der står for skud.

Når jeg ikke spiller en rolle, er jeg faktisk ekstremt nervøs. Jeg er nervøs for at kløjes i ordene. Jeg er nervøs for ikke at få formuleret mig ordentligt. Jeg er nervøs for at blive misforstået.

Kan vi ikke bare lade, som om jeg ryster på grund af kulden?

Jeg vil gerne fortælle en historie, en oplevelse fra min hverdag. Men selv når det er en personlig oplevelse, et personligt narrativ, står jeg med en følelse af, at der er tusind andre, der kunne fortælle historien bedre end mig.

Jeg er sikker på, at der er mange andre unge mennesker her på Mors, som kunne holde en bedre tale, men nu får I altså min version.

Jeg kommer fra Thy, men flyttede her til øen for at gå på gymnasiets dramalinje.

Jeg kan huske en af de første gange, jeg var nede og handle.

Jeg stod og kiggede i køledisken, da der kom en gråhåret mand, lavere end mig, hen ved siden af.

Jeg havde musik i ørerne, men kunne alligevel fornemme, at han ville mig noget. Jeg kunne se hans læber bevæge sig, så jeg tog mine hørebøffer af og bad ham gentage.

Denne mand stod så i Løvbjergs frostafdeling, kiggede på en kvinde tre gange yngre end ham selv og sagde på den mest hverdagsagtige måde “Du har flotte bryster”... Det var der, jeg skulle have langet ham en flad og sagt ”Ja tak din gustne ged, det ved jeg”, men det tænkte jeg selvfølgelig først på et par dage senere.

Så kunne man måske have håbet at det var enden på den oplevelse, men nej.

Den skønherlige mand, der var så kæmpe fan af mine patter, synes lige, at han skulle følge efter mig ud af butikken og kører efter mig på sin lille lorte knallert hele vejen op til busterminalen for derefter at tage et par omgange på parkeringspladsen efter jeg havde gemt mig indenfor.

Det værste er, at jeg kender andre med meget værre historier.

Min oplevelse som kvinde ikke er unik. Derfor har jeg også længe tænkt over, om den overhovedet var værd at have med i dag.

Som kvinde er jeg ikke unik, og lige nu er jeg egentlig heller ikke sikker på, at den her tale overhovedet er noget værd. Og hvis det ikke er internaliseret misogyni, så ved jeg ikke hvad er!

Hvad har jeg overhovedet at bidrage med? Hvad kan jeg sige, der ikke allerede er blevet sagt om og om igen? Hvad kan jeg gøre? Hvad kan jeg gøre? Hvad kan jeg gøre? Det kunne egentlig bare være min tale. En tale fuld af spørgsmål uden svar.

Hvad har jeg overhovedet at bidrage med? Hvad kan jeg sige, der ikke allerede er blevet sagt om og om igen?

Jeg kunne fortælle om, hvordan det er at være queer kvinde i Udkantsdanmark.

Som queer cis-kvinde i Udkantsdanmark bliver det tydeligere og tydeligere, at vi bliver nødt til at kæmpe for alle!

Det er flot, at vi kæmper for yderligere rettigheder og anerkendelse for nogen, når så mange stadig ikke engang anerkendes som reelle mennesker.

Selvfølgelig er der stadig enorm forskelsbehandling alene mellem kvinde og mand, og selvfølgelig skal vi ikke bare glemme alt om den kamp, men rettigheder er ikke kage! Rettigheder er ikke en finit ordning. Cis-kvinder får ikke færre rettigheder ved at eksempelvis transkvinder og non-binære får flere. Jeg mister ikke noget ved, at mine venner får den basale anerkendelse, som burde være en selvfølge. Vi skal alle have ret til at være!

Vi ved, at der er lidelse, vi ser det hver dag. Hvad gør dem med magt? De pacificerer os med morfin og lovsang. Store ord der prædiker fred, men hadforbrydelser er stadig en skræmmende realitet.

Brianna Ghey 16 år. En dråbe i et ocean. Et navn blandt tusinder. Hun var trans, og for under to måneder siden blev hun stukket ihjel af to 15-årige. Det skete lige på den anden side af Nordsøen. England. Det er ikke særlig langt væk. De to børn, for det er det de er, er endnu ikke blevet dømt.

25. juni sidste år vågnede vores naboland Norge op til nyhederne om et voldsomt skyderi. To mennesker døde da en 42-årig mand åbnede ild mod en bar for homoseksuelle. Pride paraden der var planlagt til d. 25. blev aflyst. Listen er lang og plettet af blod, fordomme og frygt.

Der er sikkert nogen som tænker “Det skete jo ikke i Danmark. Det er ikke vores problem”. Jo f..... om det er! Kvindernes internationale kampdag! Desuden går det ikke just bedre herhjemme.

18. januar i år udgav rigspolitiet deres årlige rapport om hadforbrydelser for 2021. Der var 102 sager om hadforbrydelser specifikt begået mod queer personer. Justitsministeriets offerundersøgelse fra 2021 viser, at 1900-2900 personer i alderen 16-74 år årligt oplever at blive udsat for vold motiveret af had mod deres seksuelle orientering og kønsidentitet.

Jeg tog til Aalborg Pride to uger efter skyderiet i Oslo med en spejderkniv i tasken og en førstehjælpsguide i hånden.

Heldigvis bliver der løbende skabt plads herude, hvor kragerne vender. Den frivillige gruppe Athypisk, som holder til her på Mors og i Thy, gør en kæmpe indsats for at skabe et frirum for alle os der ikke følger den heteronormative dagsorden.

På en dag som i dag spørger jeg så mig selv: Hvad er en kvinde? For det er i dén altoverskyggende gråzone, hvor ligegyldigheden og fordommene får grobund. Det er i de gråzoner, vi skal luge ukrudtet væk. Der skal være plads til at være kvinde, der skal være plads til ikke at være kvinde og der skal være plads til fortolkning.

Vi må og skal indse, at vi alle kæmper for samme sag. Det kunne starte med noget så simpelt som blod.

For hvordan ved man, at man lever i et patriarkalsk samfund? Ganske simpelt. Man tjekker bare prisen på bind og tamponer. Det anslås, at menstruerende personer bruger ca. 1200 kr. årligt alene på bind og tamponer. Dette er ikke bare et problem for kvinder, det er et problem for alle, der skal gennemgå den blodrøde cyklus.

Her kunne jeg måske godt have lavet en joke om Lars Boje Mathiesen, der desværre ikke kan styre sin afføring, men så igen, jeg vil ikke synke ned på hans niveau.

Så kære heksebørn, skrig, skrål, lav larm, kræv plads, skej ud, vær jer selv! Og kæmp så kampen for jeres søskende. Kæmp for alle dem der endnu ikke har en plads ved det famøse bord!

Tak.

Laura Pilgaard Christensens indlæg er hendes tale i anledning af Kvindernes kampdag på Kirketorvet i Nykøbing Mors.