Vi vil ikke tromles

LEDER:"Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug,

mens hele Verden brænder om din Vugge".

Sådan skrev digteren Jeppe Aakjær i digtet og senere højskolesangen "Som dybest brønd gi'r altid klarest vand" i 1917 - og billedet af puslinglandet, hvor man hygger sig i smug, og hvor det forholdsvis overkommelige hurtigt kan blive meget stort, mens hele verden brænder, passer meget godt til disse tider. Med hele verden forstået som først og fremmest Ukraine.

For det, som SVM-regeringen muligvis har opfattet som et mindre bump i vejen - et helt nødvendigt offer for at skaffe flere i arbejde og derved hente flere skatteindtægter til forsvar, psykiatri, klima og meget andet - har på forholdsvis kort tid fået lov til at køre op i en spids.

På den ene side står det politiske trekløver og holder fast i, at det er nødvendigt at ofre store bededag som en helligdag og forvandle den til en arbejdsdag som så mange andre for at skaffe flere midler - og sådan er det, og sådan bliver det, og regeringen kan hurtigt selv mønstre et flertal, og hvis man ikke er indstillet på at gøre bededag til arbejdsdag, kan man slet ikke få adgang til videre forhandlinger om næste forsvarsforlig. En forhandlingsmetode, som blandt andre Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne har sammenlignet med at få sat en pistol for panden - samtidig med, at regeringen fabler om bredt samarbejde og ordentlighed.

På den anden side står ikke mindst fagbevægelsen i skikkelse af først og fremmest FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation, der virkelig har fået hul igennem - langt, langt uden for fagforeningernes egne rækker - med en underskriftindsamling.

Så stærkt er det gået allerede første dag, at man har valgt at sætte tælleren i stå - på et tidspunkt, hvor den havde passeret 372.000 underskrifter - for nu bare lakonisk at konstatere, at "mere end 220.000 danskere har allerede skrevet under". Måske for at vinde tid til at tjekke, om alle underskrifter er gyldige, og om nogle har skrevet under et utal af gange?

Også biskopperne er vrede, ikke bare over, at man piller ved folkekirkens indre anliggender, men også over, at folkekirken slet ikke er blevet hørt eller spurgt, og det kan muligvis være én af flere forklaringer på, at diskussionen om store bededag er kørt så langt ud og er blevet så indædt: at politikere i regeringen tydeligvis ikke har rådført sig med mange andre end sig selv, før de har kørt løs med et upopulært initiativ.

Opgaven for den politiske opposition i mindretal bliver nu at vende fælles vrede til fælles initiativ, der gerne skal ende med at finde de samme mange milliarder, som den ekstra arbejdsdag har været udset til at skulle hente hjem.

Man kan godt mene, at det har et skær af forkælelse - og netop smughygge i puslinglandet - ikke at ville give så meget som én optjent rettighed fra sig i en højere sags tjeneste. 

Men man kan også mene, at sagen - lidt ligesom eksempelvis salget i 2013 af Dong-aktier til Goldman Sachs (der endte med at koste SF en plads i den daværende regering) - er udtryk for, at man ikke bare kan tromle af sted.