Vild i Vildmosen: Politiet frafalder sigtelserne mod vrede landmænd

Demonstration mod naturgenopretning endte i salatfadet og med sigtelser for at obstruere politiets arbejde

Der var massivt politiopbud, da en gruppe landmænd og lodsejere demonstrerede i Lille Vildmose imod Aalborg Kommunes By- og Landskabsmagistrat. Arkivfoto: Lars Pauli

Der var massivt politiopbud, da en gruppe landmænd og lodsejere demonstrerede i Lille Vildmose imod Aalborg Kommunes By- og Landskabsmagistrat. Arkivfoto: Lars Pauli

Anklager David Hvelplund bekræfter, at Nordjyllands Politi har frafaldet sigtelserne mod de personer, der var sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 119 stk. 4 i forbindelse med en demonstration i Lille Vildmose i oktober 2019.

En gruppe lodsejere med marker i moseområdet mødtes denne dag med landmænd andre steder fra - et par hundrede i alt - for at høre om det, de betegner som overgreb på deres grundlovssikrede rettigheder.

Aalborg Kommunes By-og Landskabsmagistrat bad om politiets assistance og det hele endte med, at en gruppe af demonstranterne blev anholdt og bragt til Politigården, hvorfra de først blev løsladt om aftenen.

- Det hedder sig, at landbruget skaber arbejdspladser i andre erhverv. Denne dag skabte vi job til 20-25 betjente, mindst. Ikke så underligt, at etaten kæmper med overarbejdspukkel, lyder det fra en af de anholdte landmænd, Hans Kristian Starbæk, Holtet, der var mødt op for at støtte kollegerne.

Anklageren oplyser, at de implicerede parter har modtaget afgørelsen pr. brev i slutningen af april.

Han understreger samtidig, at klagefristen endnu ikke er udløbet. Aalborg Kommune har, som anmelder, nemlig fire uger til at klage over afgørelsen. Den frist udløber altså ført i slutningen af maj.

Klager kommunen over Nordjyllands Politis afgørelse, skal sagen først behandles af statsadvokaten.

Rådmand Hans Henrik Henriksen, (S), oplyser at otte hændelser blev meldt til politiet i forbindelse med det arbejde, der blev udført som led i et naturprojekt, som lodsejerne mener er sat i gang på ulovligt grundlag. Kommunen mener omvendt, at den har loven på sin side.

- Mine medarbejdere har oplevet chikane, og den sag har politiet opgivet, man vil ikke forfølge den videre. Som jeg hører det, er det svært for politiet at løfte bevisbyrden, siger Hans Henrik Henriksen.

Han tilføjer, at politiets afgørelse ikke ændrer på, at kommunens medarbejdere har oplevet chikane.

- Jeg er træt af, at sagen er endt der, men jeg stoler på, hvad mine medarbejdere fortæller om, hvad de har oplevet i forbindelse med arbejdet i Lille Vildmose. Jeg stoler fuldstændig på, at det er den oplevede virkelighed for dem, siger Hans Henrik Henriksen.

Hos Venstre mener man, at politiets afgørelse er endnu et udtryk for, at kommunen er faret for hårdt frem i Lille Vildmose.

Politiet var på kommunens anmodning mødt talstærkt op til landmændenes demonstration i oktober. Arkivfoto: Lars Pauli

Politiet var på kommunens anmodning mødt talstærkt op til landmændenes demonstration i oktober. Arkivfoto: Lars Pauli

- Hold da op et spild af ressourcer. Den her sag er et skoleeksempel på, hvordan man ikke skal gennemføre de her projekter. Man kommunikerer så dårligt med egne borgere og lodsejere, at det kommer til det her. Det er jo en falliterklæring, siger Venstres politiske leder i Aalborg Jan Nymark Thaysen, der også er fungerende sundheds- og kulturrådmand.

Han mener ikke, at kommunen skulle have blandet politiet ind i sagen.

- Det er kommunen, der har truffet den beslutning, og hvis man pudser politiet på sine egne borgere, så skal man være 110 procent sikker på, at der er noget komme efter. Det viser sig her bagefter, at det er der ikke. Når man ikke engang vil udskrive en bøde på 500 kr., så var det et fejlskud, siger Jan Nymark Thaysen.

Med hensyn til, om man ikke skal tro kommunens medarbejdere i sagen, siger han:

- Det har altid været noget, der har været genfortalt til os, og der er altid to sider af en sag. Så hvad er chikane? Er det chikane, når en lodsejer går hen og snakker med føreren af en gravemaskine på sin egen jord?

Tilbage i 2009 fik lodsejerne kompensation for ikke længere at kunne dyrke afgrøder på den del af deres jord, der er omfattet af naturprojektet, men lodsejerne mener ikke, at kommunen har tilladelse til at grave på stedet.

Sigtelserne mod de otte demonstranter var rejst efter straffelovens paragraf 119 stk,. 4 der handler om at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde. Det var i dette tilfælde at sikre, at kommunens folk kunne arbejde på stedet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.