Vild teknologi: Flyvende bil og selvkørende ladestander

Teknologiske nyskabelser blev vist frem på elektronikmesse i Las Vegas

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Af Jens Overgaard

Det virker egentlig enkelt, men kræver tankevirksomhed at omsætte til virkelighed. Sådan er det med mange opfindelser.

Det gælder også inden for den firehjulede verden, hvor den store CES elektronikmesse i Las Vegas byder på stribevis af nyskabelser.

Det gælder bl. a. en åbenlyst god opfindelse fra tyske Bosch, som har udviklet en delvist gennemsigtig solskærm, kaldet Virtuel Visor, som på en gang tillader delvis gennemsyn, men samtidig giver skygge for øjnene.

Baggrunden er alvorlig nok. Der sker nemlig tusindvis af ulykker hvert år på grund af blænding. Boschs løsning omfatter en LCD-skærm, hvor felterne tilpasses føreren.

Dr. Steffen Berns, som er chef for Bosch Car Multimedia, uddyber:

- For de fleste bilister verden over er en almindelig solskærm, som vi kender den, ikke nok for at undgå farlig blænding. Specielt ved solopgang og -nedgang, hvor solen i stort omfang kan nedsætte førerens udsyn. Nogle af de mest enkle opfindelser kan have størst effekt, og Virtuel Visor ændrer faktisk den måde, som føreren ser vejen på, siger han.

Bosch har endnu ikke meldt ud, at systemet kommer i produktion. Men det er formentlig ikke langt ude i fremtiden.

Flyvende bil på strøm

I den mere spektakulære afdeling finder vi prototypen for en flyvende bil, som Hyundai har udviklet sammen med kørselstjenesten, Uber.

Den har plads til fire personer, er udstyret med en elektrisk motor, og kan flyve med op 290 km/t., mens rækkevidden er 100 km, opladningstiden fem til syv minutter og flyvehøjden 300-600 meter.

Hyundai har dog endnu ikke vist en flyvefærdig version af bilen, der skal have pilot på i starten, men senere kommer i en selvstyrende version. De ambitiøse planer er at lancere flyvende biler i en række storbyer. Australske Melbourne og amerikanske Dallas og Los Angeles bliver de første byer, hvor bilerne vil kunne ses.

Uber vil foretage de første testflyvninger i år, og sigter efter at lancere den første flyvende taxi allerede i 2023.

Hyundais viceformand, Euisun Chung forventer dog først, at en egentlig luftbåren taxaservice vil begynde i 2028, mens iagttagere forventer, at der mindst går 10 år, før gennembruddet kommer for de flyvende biler.

Det kræver også, at den juridiske og lovmæssige del er på plads.

Bilproducenter som Porsche og Toyota arbejder også med flyvende biler, mens Boeing og Airbus ligeledes er involveret i lignende projekter, lige som helikopter-producenten, Bell, og den brasilianske flyproducent, Embra, er det.

Oplader kører selv ud til elbilen

Volkswagen har i flere år været med på CES, men holdt sig i år hjemme og offentliggjorde en opfindelse lige før messen: En selvkørende oplade-robot. Den kan f. eks. virke i p-huse eller på store parkeringspladser, hvor den kører fra en opladestation og direkte ud til en elbil.

Robotten er udstyret med kameraer, lasere og scannere og kan derfor bevæge sig frit rundt i parkeringsområdet. Den selvkørende ladestation kan have beskedne 25 kWh om bord, men til gengæld aflevere dem til bilen med en effekt på 50 kW.

Prototypen fungerer med V2X-kommunikation, hvilket betyder, at bilen kan være online med robotten, men ejeren styrer selvfølgelig processen.

Det er en teknologi, som har store perspektiver, lyder det fra Mark Möller, som er udviklingschef for Volkswagen Group Components:

- På den her måde undgår man det kendte bøvl ved, at den elektriske opladeplads er optaget. Her vælger bare sin sædvanlig p-plads, så kommer der strøm fra den lille hjælper, siger Mark Möller og tilføjer:

- Den mobile oplade-robot vil sætte en revolution i gang, hvad angår opladning på parkeringspladser og parkeringshuse og -kældre, fordi vi bringer oplade-infrastrukturen til bilen, og ikke den anden vej rundt. På denne her måde kan vi gøre hver parkeringsplads elektrisk uden at skulle lave en kompleks elektrisk infrastruktur, siger Mark Mölle og peger på, at den kan komme hurtigt i produktion.

CES (Consumer Electronic Show) i Las Vegas er en af de messer, hvor bilproducenter og underleverandører viser ny teknologi. De, som ikke deltager med udstillinger og præsentationer, lancerer i mange tilfælde nyheder op til messen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.