Vis respekt - og ret op på elendig skiltning

privatfoto
TRAFIKUHELD:Der skete en alvorlig færdselsuheld på Sallingsundbroen mellem en cyklist og en knallertkører. Sidstnævnte blev alvorlig kvæstet.
Flere har været fremme med udtalelser om ulykken, og om problemer med bredden på cykelstien, senest borgmesteren her fra Mors.
Dansk Cyklistforbund og Vejdirektoratet har også ytret sig om sagen.
Jeg synes, at de fleste udtalelser bærer præg af, at man har siddet på sit kontor og svaret på journalistens spørgsmål og ikke har set på de faktiske forhold.
Samtidig vil jeg også opfordre til, at man viser respekt over for den ramte familie, og undlader kommentarer som, ”en enkelt knallert, der har feset af sted”, ”en ung knallertkører, der kører vanvidskørsel”.
Det er en gåde, hvordan Vejdirektoratet har kunnet få godkendt skilteplanen til det pågældende vejarbejde, eller har glemt at kontrollere, hvor mangelfuld eller forkert den er.
Hvis man kommer fra Mors og kører mod Salling, er det et vejskilt med "indkørsel forbudt".

privatfoto
Dette skilt gælder også for cyklister og knallertkørere.
Der må være nogle, der står til ansvar for denne fejlagtige skiltning, og der må være nogle hos politiet, der har røde ører, hvis de har efterforsket uheldet uden at ændre på den fejlagtige skiltning.
Hvis man ønsker, at cyklister skal køre på ”stien”, skal dette skilt fjernes eller have en undertavle, der fortæller, at den ikke gælder for cyklister. Som der er skiltet nu, skal cyklister og knallertkørere køre på kørebanen.
Samtidig skal der opsættes et skilt, der fortæller, at det er en delt sti. Fodgængerne skal nemlig også bruge arealet. Der skal også være et skilt, der viser, at stien er dobbeltrettet, så cyklisterne og knallertkørerne ve, ar de møder modkørende.
Når man har passeret broen, møder man dette skilt som igen siger "indkørsel forbudt". Det vil sige, at cyklisterne og knallertkørerne skal køre ud på kørebanen og fortsætte deres kørsel der.
Morsø Kommune har en rigtig dygtig vejafdeling, jeg vil opfordre til, at de hjælper Vejdirektoratet med at få opsat de rigtige skilte.
Efter min mening skal det selvfølgelig være muligt at krydse broen på cykel og knallert,
For at gøre dette sikkert skal der opsættes et skilt, der siger, at der skal trækkes ved møde med modkørende cykel eller knallert.
Min konklusion er: Lad nu være med at gøre det sværere end det er, sæt de rigtige skilte op, så alle kan finde ud af at passere broen på en sikker måde, mens dette langvarige vejarbejde står på.
Ved nærmere eftertanke er det fantastisk, at det tager længere tid at lægge ny belægning på broen end det tog at bygge den i 1978.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.