Sådan ser nordjysk møbelfabrik ud efter voldsom brand
Holmmarkvej var spærret, så redningskøretøjerne kunne komme frem
Opdateret kl. 16:07
Natten til fredag udbrød en voldsom brand i møbelvirksomheden Getama på Holmmarkvej 5 i Gedsted.
Virksomheden Getama har ligget i Gedsted siden 1899 og producerer i dag eksklusive møbler af kendte danske designere som Hans Wegner og Nanna Ditzel.
Getama har cirka 45 medarbejdere ansat, hvor af de fleste arbejdede i produktionen frem til fredag. Nu er hele produktionshallen brændt ned, ligesom administrationsbygningen også er væk.
Politiet fik melding om branden kl. 03.40 og var tilstede på adressen, ligesom et stort antal brandfolk og materiel fra stationerne i Aalestrup, Farsø og Aars.
Røgen steg lige op i vejret, og derfor blev der ikke udsendt nogen advarsel til beboerne i området.
Holmmarkvej var i de tidlige morgentimer spærret for trafik, mens man arbejdede med at slukke branden.
- Det kommer til at brænde nogle timer. Vi har lige rekvireret hjemmeværnet til at spærre Holmmarkvej, fordi slukningskøretøjerne skal kunne komme igennem, fortalte vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen, fredag morgen kort før kl. 6.
Der var ild i tagkonstruktionen på virksomheden, og ret hurtigt stod det klart, at fabrikken ville brænde ned.
Hvad årsagen til branden er, ved politiet endnu ikke. Derfor skal der laves en brandstedsundersøgelse.
Status fra Nordjyllands Beredskab før kl. 8 fredag var, at en stor del af fabrikken var brændt ned, mens det var lykkedes at redde én bestemt bygning.
- Selve produktionshallen er brændt fuldstændig ned sammen med administrationsbygningen. Men vi har kunnet redde lagerbygningen, fortalte indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Per Hansen.
Der var 51 beredskabsfolk på stedet. Det er foruden brandfolk fra stationerne i Aalestrup, Aars og Farsø også mandskab fra Beredskabsstyrelsen i Thisted.
Per Hansen overtog som indsatsleder fredag morgen fra en kollega, som var en af de første på stedet, da branden brød ud i nat.
- Kollegaen fortalte, det var fuldstændig overtændt. Administrationsbygningen var ikke antændt, men ret kort tid efter spredte det sig til den, fortalte han.
Eftersom branden var så voldsom, opfordrede indsatslederen i morgentimerne til, at man lukkede for vinduer, døre og ventilationsanlæg, hvis man følte sig generet af røg.
Reddede værdier ud
Fredag middag kunne Nordjyllands Beredskab pakke sammen og køre hjem. I hvert fald langt størstedelen af køretøjerne.
- Vi har fået så meget styr på det, at vi har sendt de fleste ressourcer hjem. Der bliver en brandbil herude for at holde brandvagt, fortalte indsatsleder Per Hansen og uddybede:
- Folk vil kunne opleve, at der kan være flammer derinde, og det vil ryge i løbet af dagen, men folk behøver ikke ringe, hvis de ser flammer og røg - vi er bekendt med det.
Skadesservice var fredag tilstede på brandstedet for at suge vand op og redde værdier ud af den lager/produktionsbygning, som brandvæsnet nåede at redde fra flammerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.