Vejr

Voldsomt vejrskifte: Nu advarer livredderne badegæsterne

God grund til ekstra opmærksomhed, lyder rådet

Voldsomt vejr betyder, at badegæster og sejlere skal være ekstra opmærksomme på risikoen ved et pludseligt skifte i vejret. Arkivfoto

Voldsomt vejr betyder, at badegæster og sejlere skal være ekstra opmærksomme på risikoen ved et pludseligt skifte i vejret. Arkivfoto

NORDJYLLAND:Flere uger med sol, sommer og blå himmel har de seneste uger lokket tusindvis af mennesker ud på de nordjyske strande langs både øst- og vestkysten.

Nu varsler meteorologerne fra DMI et vejrskifte i uge 30, som betyder, at store dele af landet blive ramt af voldsom regn, lyn og torden og kraftig vind i løbet af ugen.

Det fik også Nordjylland en forsmag på mandag, hvor især Thy og Mors blev hårdt ramt af voldsomme nedbørsmængder.

Og DMI har varslet, at Nordjylland tirsdag endnu engang kan blive ramt af store mængder nedbør og lokale skybrud.

Vejrskiftet får nu TrygFondens kystlivreddere og Søsportens Sikkerhedsråd til at opfordre folk til at være ekstra opmærksomme, hvis de planlægger at tage en tur til stranden eller ud på vandet i de kommende dage.

For selvom solen skinner, og vejret ser sommerligt ud, når man tager på stranden eller forlader havnen i sin båd, kan vejret lynhurtigt ændre sig.

- Der er ingen øget risiko forbundet ved at bade, når der er skybrud. Men hvis man hører tordenbrag eller ser lyn, skal man skynde sig op på stranden og søge ly – allerbedst i en bygning eller i en bil med fast tag og lukkede vinduer, siger Anders Myrhøj, der er kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, i en pressemeddelelse.

- Risikoen for, at et lyn slår ned, er ikke højere i vand end på land, men når det slår ned i vand, kan det brede sig i alle retninger, konstaterer han.

I ugevis har vejret ikke givet anledning til andet en stønnen over varmen ved de nordjyske stranden. Nu kan torden og lyn give andre udfordringer. Foto: Henrik Bo

I ugevis har vejret ikke givet anledning til andet en stønnen over varmen ved de nordjyske stranden. Nu kan torden og lyn give andre udfordringer. Foto: Henrik Bo

Han har en række gode råd til dem, der bliver overrasket af pludseligt voldsomt vejr, når de befinder sig under åben himmel.

- Er der ikke et sted, man kan søge ly, er det bedste alternativ at sætte sig på hug og krumme sig sammen, så man bliver så lille som mulig. Lynet slår ned i genstande, der stikker op fra jorden, så søg aldrig ly under et træ, siger han.

Gode råd i tordenvejr

I Danmark dør i gennemsnit to mennesker om året på grund af lyn, og et ukendt antal kvæstes. Det er derfor vigtigt at vide, hvordan du skal forholde dig, hvis der er tordenvejr og lynnedslag i området, hvor du bader eller dyrker vandsport.

Badning frarådes. Der er ikke større risiko ved at være i vandet end på stranden, men bliver du slået bevidstløs af lynet, vil du drukne i vandet.

Hold afstand til elektrisk ledende genstande som hegn og rørføringer.

Undgå unødig brug af mobiltelefoner, radio og kommunikationsradioer.

Undgå tårne, åbent terræn og strande. Søg i stedet indenfor og luk døre og vinduer.

Sæt ikke telt op ved master, skovbryn eller ved siden af enkeltstående træer. Der er relativt sikkert i tæt skov.

Kilde: Respektforvand.dk

Tjek badevandskvaliteten

TrygFondens Kystlivredning er i år til stede på flere end 35 danske strande med over 200 livreddere på plads. De holder ikke blot øje med, om folk kommer i vanskeligheder. De prøver mindst lige så meget at forebygge uheld.

Det gør de blandt andet ved at hejse det røde flag i toppen af livreddertårnet, hvis de fraråder badning. Det kan være pga. risiko for tordenvejr, men også efter et skybrud, der har forringet vandkvaliteten.

- Efter et skybrud, skal du især ved strande i bynære områder være opmærksom på, at kloakvand kan have forurenet badevandet. Du kan altid se på kommunens hjemmeside, om de fraråder badning pga. urent badevand, siger Anders Myrhøj.

Sejlads i voldsomt vejr

Skybrud og torden kan også give pludselig og kraftig vind ude på vandet, og derfor opfordrer Søsportens Sikkerhedsråd til, at man tjekker vejrudsigten, før man tager ud – og er man allerede på vandet, skal man løbende følge vejrmeldingerne, lyder opfordringen fra Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd.

- På vandet kan vejret ændre sig på et splitsekund fra rolig til kraftig vind, når et voldsomt uvejr trækker ind over. Er uvejret på vej, så formindsk dine sejl med det samme og start evt. motoren, så du har mest mulig kontrol over båden, når den kraftige vind, som følger med et skybrud, rammer. Sejl så vidt muligt ud på dybt vand, så du minimerer risikoen for grundstødning, og tjek at alle ombordværende har sejlertøj og redningsvest på. Det kan være virkelig voldsomt, mens det står på, men som regel er det hurtigt overstået, siger Sten Emborg.

Gode råd til sejlads i voldsomt vejr

Bliv så vidt muligt i havn eller planlæg sejladsen omhyggeligt ud fra vejrmeldingerne, og vælg en sikker rute med mulighed for nødhavn.

Overvej, om du har mandskab nok med tilstrækkelig erfaring i hårdtvejrs-sejlads og undgå at sejle alene.

Tjek, at båden er helt i orden, fx om du har brændstof nok, samt at motor, sejl og rig er i orden.

Hvis du sejler i sejlbåd, så reb sejlene, mens du er i havn. Vælg gerne en fok som forsejl, eller rul ind på dit rullesejl.

Sørg for, at grej og udstyr er stuvet godt af vejen og fastgjort, så det ikke rasler rundt under sejladsen.

Tjek din forbindelse til land - er VHF'en i orden og opladet? Lav gerne en radioprøve med din VHF, så du ved, at den virker.

Hav også en vandtæt mobil, der er helt opladet, og anskaf gerne en mobiloplader, der kan tilsluttes til bådens strøm. Start gerne en Sejladsplan på din SejlSikkert Alarm app

Træf aftaler med personer på land om meldinger på bestemte tidspunkter.

Tjek dit personlige sikkerhedsudstyr. Tag godt sejlertøj og redningsvest på, og brug gerne livline, når du går på dækket. Tjek også, at badestigen er i orden, så du kan komme op på båden igen, hvis du falder i vandet.

Sørg for at have varme drikke i termokander og smurte madpakker, som kan give energi til sejlads i friskt vejr.

Kilde: Søsportens Sikkerhedsråd

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.