Priskarteller

Nordjyllands Amt i kløerne på el-kartel

Kræver nu erstatning for at have betalt overpris til firmaerne

AALBORG:Nordjyllands Amt overvejer nu erstatningskravets størrelse mod en række el-firmaer, der som deltagere i et el-kartel har taget overpris for det udførte arbejde på flere nordjyske sygehuse og institutioner. Ifølge amtsdirektør Per Okkels, Nordjyllands Amt, har amtet indtil videre fokus på fire firmaer, der over for bagmandspolitiet har erkendt at have været med i karteldannelsen og betalt bøder for det. De fire firmaer - herunder Semco, der offentligt har indrømmet karteldannelsen - har alle arbejdet for Nordjyllands Amt i perioden 1997-98, da amtet fik udført el-arbejde for hele 29 millioner kr. fordelt på 28 firmaer. Per Okkels siger til NORDJYSKE Stiftstidende, at der for ham ikke er nogen tvivl om, at amtet har været offer for en såkaldt "mestergris", hvor de involverede firmaer har fordelt markedet imellem sig, hvilket er ulovligt. - Vi har nu skrevet til de pågældende firmaer og bedt dem om at sætte tal på deres snyderi over for os og forslag til et erstatningsbeløb, men indtil dato har vi kun hørt fra Semco, der dog postulerer, at amtet ikke har lidt noget økonomisk tab ved den ulovlige karteldannelse, oplyser amtsdirektøren, der ikke ønsker at sætte navn på de øvrige tre firmaer. - Bagmandspolitiet er endnu ikke færdige med at behandle sagen, og når de er klar med en udmelding, så er vi også parate til at gå videre med den og sætte tal på et erstatningskrav, siger Per Okkels. Nordjyllands Amt har i øvrigt - belært af kartel-erfaringerne - indført den ny praksis, at el-firmaer skriftligt skal garantere, at de ikke har været eller er med i et kartel, før de i givet fald får lov til at arbejde for amtet. Amtet har dog endnu ikke taget stilling til, om de firmaer, som var med i kartellet, skal udelukkes ved kommende licitationer.