Turisme

Nordjyllands nye store sø er født

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Med den store bulldozer tog det kun få minutter at få lukket Bjørnsholm Å.

VILSTED:Det tog kun nogle ganske få minutter at spærre Bjørnsholm Å af, da først den store bulldozer gik i gang med arbejdet. Men det er et arbejde, som vil ændre den nordjyske natur mange år frem. Nordjyllands nye store sø er nu blevet født. - Efter at åen er blevet dækket til på udvalgte strækninger, begynder vandstanden så småt at stige i engene, fortæller landinspektør Martin Nissen Nørgård, Nordjyllands Amt. I de næste par uger vil der dog ikke være så meget at se i landskabet. Der vil ganske vist komme meget mere sjapvand på engene, men der vil ikke komme noget frit vandspejl. Venter på ferien - Men når skoleferien begynder, har vi fået lov til at spærre Munkesjørupvej af i en kort periode. Dermed kan vi få lukket åen her, og derefter kan vi også lukke åen ved udløbet i fjorden. Når det sker, vil vandet for alvor begynde at strømme til den nye sø, forklarer Martin Nissen Nørgård. Afhængig af hvor meget regn, der falder, vil det tage omkring tre til fire måneder at få fyldt Vildsted Sø op. Via amtets hjemmeside kan alle nysgerrige nordjyder følge med i søens genfødsel, da der er sat et web-kamera op på en husgavl i Vildsted ud mod den kommende sø. Gratis overnatning I går blev dørene også slået op for det nye luksus-shelter, Ranum Søhuse, hvor alle kan få en gratis overnatning få meter fra søbredden. - Vi har etableret Ranum Søhuse efter inspiration fra Norge og Sverige, hvor man mange steder har primitive hytter, hvor naturvandrere kan få en gratis overnatning, beretter Martin Nissen Nørgård. I Ranum Søhuse er der køjesenge og handicaptoilet med både bruser og varme i gulvet plus brændeovn, hvor der stilles brænde til rådighed. Hele herligheden ligger kun et stenkast fra søen, og Martin Nissen Nørgaard forventer da også det vil blive populært for naturinteresserede nordjyder i alle aldre at få en overnatning med udsigt til den nye sø. - Derfor vil der kun være tilladt at overnatte en enkelt nat i huset, og der vil være dagligt tilsyn med huset, anfører han. Vilsted Sø vil officielt blive indviet 26. august.