Nordjyllands Politi stadig langsomst

Responstiden under politireformen er blevet forbedret en smule

NORDJYLLAND:Nordjyllands Politi er i løbet af det seneste år blevet 17 sekunder hurtigere til at rykke ud til borgerne - den såkaldte responstid. Men kredsen er stadig den langsomste i landet. Og stadig langsommere end før politireformen trådte i kraft. - Det er ikke tilfredsstillende. men det går fremad, siger politiinspektør ved Nordjyllands Politi Stig Lundbo. I gennemsnit tager det Nordjyllands Politi 12 minutter og 3 sekunder at komme frem til overfald, slagsmål, røveri, husspektakler. I Østjyllands Politikreds med hovedbyen Århus er patruljerne fremme næsten 5 minutter tidligere. Imidlertid er den politikreds, der bedst kan sammenlignes med Nordjylland, Midt- og Vestjyllands Politi. Kredsen er af nogenlunde samme størrelse og med omtrent samme afstande mellem hovedbyerne. Alligevel er Midt- og Vestjyllands Politi et minut og 21 sekunder hurtigere på pletten. Den sammenligning synes politiinspektør Stig Lundbo dog ikke er fair. - Midt-Vest kredsens lokale politistationer er større og de har et større beredskab, siger han. Skal tilrettelægges bedre Men Stig Lundbo er langt fra tilfreds med at ligge nummer sjok. - Vi har meget stort fokus på responstiderne. Lige nu er vi i gang med en omfattende evaluering af beredskabets opgaveløsning, som den har set ud i tiden efter politireformen, helt præcist fra december 2007. Det har vist sig, at der er behov for at justere patruljedistrikterne, blandt andet i forhold til lokalstationernes dækningsområder. Vi skal også ind og se på arbejdsbelastningen på de enkelte ugedage og tidspunkter på døgnet, så vi kan tilrettelægge arbejdet bedre, siger politiinspektøren. Ser man på de enkelte typer af alarmresponser er Nordjyllands Politi i forhold til samme periode sidste år blevet hurtigere til at rykke ud til røverier. Til gengæld ses en forlængelse af responstiden for spirituskørsel. For så vidt gælder de andre opgaver, hvor responstiden måles - husspektakler, indbrud, overfald, slagsmål og hærværk - er der ikke sket de store ændringer siden sidste år.