Nordjysk butik i krise: Købmand giver op, og ejerne vil heller ikke mere
Kundesvigt får nu ejerkreds til at kaste håndklædet i ringen her i juni

Købmandsbutikken i Rørbæk har gennem en lang årrække været lukningstruet grundet svigtende omsætning, og ved udgangen af juni er det endegyldigt slut med en dagligvarebutik i byen.
RØRBÆK:Efter to år stopper den daglige leder af Min Købmand på Skovmosevej i Rørbæk nu for at finde nye udfordringer og det har fået bestyrelsen i skikkelse af ejerkredsen på tre lokale personer til at meddele, at de har valgt at de heller ikke længere vil fortsætte.
Det har de i forlængelse af bestyrelsesmødet forleden meddelt på et opslag på Facebook samt på en seddel på opslagstavlen ved indgangen til butikken.
- Skulle andre eventuelt være interesseret i at drive købmandsbutikken videre, har vi givet en frist til mandag 18. juni klokken 12. Her kan de få et tilbud om at skulle betale nul kroner i husleje de næste to år, men indtil videre er der dog ikke nogen, der har reageret på tilbuddet, forklarer elinstallatør Jesper Høgfeldt Sørensen.
Lokal ejerkreds
Sammen med tre andre i en lokal investorgruppe overtog han for knap fire år siden i november 2014 købmandsbutikken, da Rørbæk Dagligvarebutik og ejendomsselskabet bag blev opløst på en ekstraordinær generalforsamling i Rørbæk Forsamlingshus.
Det skete efter deres eget udsagn udelukkende af idealistiske grunde. Købsprisen for hele bygningen på Skovmosevej 1 og varelageret var dengang restgælden samt kassekreditten.
De tre andre parter i det dengang nystiftede selskab Rørbæk Storcenter ApS. var vognmand Finn Wulff Andersen, tømrer - og snedkermester Jesper Lund og ægteparret Jens og Jenny Wraa.
Siden er vognmand Finn Wulff Andersen trådt ud af ejerkredsen, og de tre øvrige parter har overtaget hans andel.
Jesper Høgfeldt Sørensen lægger ikke skjul på, at han mener at de lokale svigter købmandsbutikken i Rørbæk ved at handle deres dagligvarer andre steder.
- Godt nok arrangerede vi for halvandet år siden et borgermøde, hvor folk blev opfordret til at handle mere lokalt for at bevare en dagligvarebutik i Rørbæk. Det glemte de dog hurtigt, og det betød en nedgang i omsætningen på 400.000 kr. sidste år. Vores nuværende dygtige leder, personalet og de frivillige har dog sammen nu løfter butikken til et rigtig godt niveau, pointerer han og tilføjer:
- Men efter knap fire år med udfordringer med butiksdriften vælger vi tre ejere nu ikke at ville fortsætte, og da vi overtog butikken gav vi den jo også to år til at bevise, om den kunne overleve ved at byen støttede op om den ved at handle lokalt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.