Nørresundby

Nordjysk chip kan hjælpe allergikere

Pollen-målinger i egen have er nu muligt

AALBORG:En nordjysk opfindelse baner nu vej for lokale pollenmålinger, der viser indholdet af pollen i hver enkelt nordjysk by eller endda i allergikerens egen have. Det er den såkaldte ”terrorchip”, som det lille nordjyske firma Thomsen Science i Nørresundby har udviklet i samarbejde med det danske og svenske forsvar, der kan gøre de nye pollenmålinger mulige. - Egentlig er det en militær opfindelse, idet det drejer sig om en biologisk chip, der kan registrere DNA fra virus og bakterier i luften og dermed gøre det muligt for Forsvaret straks at opdage et biologisk terrorangreb med eksempelvis miltbrand. Men hvis man ændrer lidt på chippen, kan den også bruges til måling af luftens pollen, fortæller Lars Thomsen, Aalborg, der er biolog og direktør i Thomsen Science. Den biologiske chip er allerede afprøvet af Forsvaret, så man ved, at teknologien virker. Alligevel kan Lars Thomsen ikke spå om, hvornår en biologisk chip til pollenmåling bliver sat i produktion. - Vi er en lille virksomhed med kun otte ansatte, og de første eksemplarer af en sådan biologisk chip vil være meget dyre at fremstille. Derfor satser vi først og fremmest på, at vi vil færdiggøre vores ”terror”-chip for Forsvaret. Men hvis der kommer en pengestærk kunde, der vil betale for at få sat en biologisk pollenmåler i produktion, kan vi starte arbejdet meget hurtigt, siger Lars Thomsen. INDSIGT SIDE 7