Nordjysk dreng dræbt i trafikulykke
14-årig cyklede ud foran bil ved Camping Rolighed vest for Ingstrup
Opdateret 09. august 2017 kl. 09:49
INGSTRUP: En 14-årig, nordjysk dreng omkom mandag formiddag ved en trafikulykke.
Det oplyser vagtchef Bruno Brix, Nordjyllands Politi.
Ulykken skete ud for Camping Rolighed, der ligger på Grønhøj Strandvej vest for Ingstrup (mellem Saltum og Løkken).
- Drengen kom inde fra campingpladsen på cykel og cyklede direkte ud på Grønhøj Strandvej. Her blev han ramt af en personbil, fortæller Bruno Brix.
En bilinspektør skal undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.
En ambulance og akutbil ankom til ulykkesstedet, og lægen erklærede drengen død på stedet.
- De pårørende er underrettet, oplyser Bruno Brix.
Drengen var fra Nordjylland men altså gæst på campingpladsen. Føreren af personbilen er en nordjysk mand. Han led ikke fysisk overlast men var stærkt berørt af ulykken.
- Der er ingen mistanke om, at føreren skulle være påvirket af spiritus eller andet, fastslår vagtchefen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.