Nordjysk eksport har kig på lande omkring Donau

Stor søgning til nye EU-lande i Øst- og Centraleuropa

AALBORG:I disse dage er det et år siden, at EU voksede mod øst, og det har betydet en krafttigt øget interesse for de nye medlemslande i Øst- og Centraleuropa også blandt nordjyske virksomheder. Så da Danmarks Eksport-råd for nylig i Aalborg tilbød konsultationer med folk fra ambassaderne i Donau-regionen - Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Østrig og Kroatien (som endnu ikke er med i EU) - meldte der sig hele 30 nordjyske virksomheder fra næsten alle tænkelige brancher. Af konkurrence- og diskretionshensyn sætter eksportrådet ikke navn på deltagerne ved konsultationerne. Nogle kom for at finde oplagte handelspartnere, som kunne afsætte de danske produkter, mens andre ønskede at høre om mulighederne for at for at outsource opgaver eller få østeuropæiske underleveran-dører, uden at der dog er lagt op til den helt store udflytning af arbejdspladser i denne omgang. Halvdelen realiseres Tilstrømningen gør indtryk på ambassaderåd Joachim Rehder fra handelsafdelingen ved den danske ambassade i Wien, som opfatter interessen som meget seriøs. - Jeg føler mig rimeligt sikker på, at mindst halvdelen af henvendelserne fører til, at der kommer ny handelsforbindelser i stand, siger Joachim Rehder, som samler trådene i den regionale eksportkonsultation - helt i tråd med den formidlerrolle, Østrig traditionelt har haft i forhold til østlandene. Modkøbsordninger - Mange vestlige firmaer, eksempelvis Danfoss, har placeret deres centre for hele Donau-regionen i Wien, og det betyder, at vi har direkte adgang til et stort netværk. Desuden har vi fra gammel tid et grundigt kendskab til de lidt specielle forhold, eksempelvis modkøbsordninger, som stadig gælder mange steder, forklarer Joachim Rehder, som samtidig minder om, at Østrig i sig selv også er et interessant marked. - Vi ligger jo lidt i skyggen af Tyskland, men faktisk er vores købekraft større end tyskernes, og selv om vi kun er otte millioner indbyggere, er det værd at tage med, især hvis man allerede har brochurer og andet salgsmateriale på tysk, fremhæver ambassaderåden. Købekraft på vej op Købekraften er dog også i hastig vækst i de nye EU-lande, specielt i Tjekkiet og Ungarn, hvor der begynder at være muligheder for danske møbler og andre designede produkter af en vis klasse. - Desuden er de nye EU-lande omfattet af strukturfondsmidler til udbygning af vejanlæg, elforsyning og anden infrastruktur, hvor danske firmaer også vil kunne gøre sig gældende, tilføjer Joachim Rehder.