Nørresundby

Nordjysk firma forbedrer Amanda

HJØRRING:Kommunikationsvirksomheden Lytzen Teledata A/S med hovedsæde i Hjørring, har indgået aftale med Arbejdsmarkedsstyrelsens it-afdeling om at udvide styrelsens computersystem Amanda, så det også kan transmittere telefonsamtaler. Telefoni over datanetværket, den såkaldte IP-telefoni, kan spare omkostninger på det almindelgie telefonabonnement og åbner for en række rationaliseringsmuligheder internt. Der er tale om et pilotprojekt. Salgschef Chr. Fosgaard, Lytzen Teledata, betegner ordren på knapt en million kroner som "en stor ordre" for firmaet. Det nordjyske firma forbereder nu en ekspansion til Midtjylland. Man har købt Jysk Tele- og Netværk med to medarbejdere i Silkeborg og driver nu virksomhed fra tre byer, Hjørring, Nørresundby og Silkeborg. Med købet følger en interessant serviceportefølje, bl.a. Neg Micon, Flyvestation Karup og den lokale brandstation. Siden Lytzen Teledata for to år siden blev skilt ud fra elinstallationsvirksomheden Lytzen, Hjørring, som et selvstændigt selskab, er det vokset fra tre til ca. 20 medarbejdere, og tæller nu blandt tre-fire større jyske firmaer på sit felt.