Nordjysk firma uden skyld i dødsfald

Både efterforskning og teknisk undersøgelse frikender Vendlet-fabrikant

NORDJYLLAND:Firmaet bag den automatseng, der sidste sommer kostede en 91-årige kvinde livet på et plejehjem i Farsø, kan ikke klandres for hendes død. Kvinden blev kvalt af Vendlet-systemets rullelagen, men hverken politiets efterforskning af episoden eller Sikkerhedsstyrelsens tekniske undersøgelse af sengen giver anledning til at give fabrikanten, H. C. Equipment, skylden. Efter den 91-åriges død har Lægemiddelsstyrelsen tvunget automatsengen ud af brug, indtil virksomheden har fået opdateret sikkerheden ved Vendlet-systemet. Kvinden døde, fordi den knap, som aktiverer rullelagenet, ikke var koblet ud, efter at den var blevet trykket ind. Derfor begyndte sengen pludselig at vende kvinden og kvalte hende i lagenet. ”Formodentlig er indkoblingen sket ved et tryk på kontakten,” lyder det i Sikkerhedsstyrelsens rapport. Medarbejderen bag rapporten ønsker ikke at uddybe undersøgelsen over for NORDJYSKE Medier. Han henviser i stedet til Lægemiddelstyrelsen, hvor sagsbehandler Søren Bøgestrand fra sektionen for teknisk udstyr fortæller, at myndighedens krav om, at H. C. Equipment sørger for, at knappen automatisk kobler ud, ikke har noget med den konkrete sag at gøre: - Vi har ikke givet fabrikanten en straf. Det er vores opgave at sikre, at udstyret er sikkert for brugerne. Og det har vi har pålagt virksomheden at sørge for. Så det har ikke noget med straf at gøre. Ingen tiltale Heller ikke politiet fandt grundlag for at rejse tiltale på baggrund af sin efterforskning af dødsfaldet 11. juni 2005. Det fortæller vicepolitimester Peter Rask fra Løgstør Politi: - Vi har undersøgt, om man kunne straffe nogen. Om der var noget at bebrejde producenten. Plejehjemmet havde haft sengen i flere år og brugt den i lang tid uden problemer. Det kunne være slitage ved den her kontakt. - I vejledningen havde virksomheden også anbefalet, at man hiver stikket ud efter brug for at sikre sig, at rullelagnet ikke begynder af sig selv, siger vicepolitimesteren. Lægemiddelstyrelsen har siden - på baggrund af Sikkerhedsstyrelsens rapport - pålagt H. C. Equipment at sikre, at rullelagnet ikke kan starte af sig selv. Indtil da er Vendlet-systemet bandlyst fra markedet. Virksomheden venter i øjeblikket på de sidste test af en nyinstalleret dødemandsknap, der automatisk afbryder strømmen efter få minutter. Det fortæller virksomhedens tekniske direktør, Flemming Buus: - Vi kan ikke løbe fra, at sengen kan starte af sig selv. Og det er vi som sagt også ved at rette op på nu. Men det piner mig, at vi er blevet sat i forbindelse med episoden i Farsø, når det er blevet afvist af dem, der har undersøgt sagen.