Pelsdyravl

Nordjysk foderfabrik skyld i salmonella hos mink

VIBORG:20 nordjyske minkavlere kan se frem til en samlet erstatning på i alt 10-12 millioner kroner, efter at Vestre Landsret onsdag slog fast, at ansvaret for et salmonellaudbrud hos minkavlerne skal placeres hos minkfoderfabrikken Nordjysk Minkfoder A/S i Ålbæk syd for Skagen. Ifølge landsretten var der tale om salmonellasmitte med foderet som den sandsynlige smittekilde. Retten tillægger det ikke afgørende betydning, at der ikke efterfølgende er fundet salmonella i foderprøverne. Retten tager heller ikke stilling til, hvordan smitten er kommet i foderet. I stedet slår retten i sin kendelse fast, at foderfabrikken ikke har godtgjort, at den ikke har begået fejl. Ifølge retten påhviler det fabrikken at tilrettelægge sin produktion sådan, at der ikke kommer salmonella i foderet. Minkavlernes advokat, Carsten Lorentzen, er glad for afgørelsen på avlernes vegne. - Det er glædeligt, at landsretten giver os ret i enhver henseende, og at retten dermed anerkender, at erstatningsansvaret ligger hos foderfabrikken og i den sidste ende hos virksomhedens forsikringsselskab, som vi nu vil gå i forhandling med. Kan vi blive enige om størrelsen og principperne for de kommende erstatninger til de 20 minkavlere, er der ingen grund til at gå videre ad rettens vej med en erstatningssag, siger Carsten Lorentzen. Minkavlernes samlede tab er tidligere opgjort til omkring 10-12 millioner kroner. Landsrettens afgørelse er interessant i forhold til en anden og langt større verserende retssag også ved Vestre Landsret. Sagen omfatter cirka 100 minkavlere fra Jylland og Fyn, der tilsammen kræver op mod 40 millioner kroner af foderfabrikken Sole Minkfoder A/S i Hedensted ved Horsens. I denne sag drejer det sig om smitte i besætningerne med den alvorlige virussygdom plasmacytose. Heller ikke i denne sag blev der fundet virus i foderprøver fra virksomheden. Men smitteudbruddet var så udbredt og koncentreret hos netop de minkavlere, som Sole Minkfoder leverede foder til, at der ifølge avlerne ingen tvivl er om, at foderet er skurken. Vestre Landsret afsiger kendelse i denne sag til november. Der er cirka 2000 minkavlere i Danmark, der med en eksport sidste år til en værdi på 3,2 milliarder kroner er verdens førende producent af mink. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst