EMNER

Nordjysk formand går mod HK-top PARTISTØTTE: Nej til at støtte partiers enkeltsager økonomisk uanset partifarve

NORDJYLLAND:Hovedbestyrelsen i fagforbundet HK vil møde nordjysk modstand, når et forslag om økonomisk støtte til politiske enkeltsager, uanset parti, kommer for på kongressen sidst i oktober. Forbundsformand John Dahl peger på, at HK-medlemmerne i dag stemmer stort set som resten af de danske vælgere. - Derfor vil vi målrettet gå efter at sætte en politisk dagsorden, som nyder opbakning blandt HK-medlemmerne uanset deres politiske præferencer, erklærer han. Som eksempel nævner han uddannelsesspørgsmål, hvor undersøgelser tidligere har vist, at det er et emne, hvor medlemmerne ønsker resultater – og dét uanset om de stemmer socialdemokratisk, konservativt eller på SF. Amerikanske tilstande Men formanden for de 6000 medlemmer af HK Kommunal i Nordjylland, Brian Andersen, Aalborg, er dybt uenig i udspillet. - HK skal ikke købe sig politisk indflydelse på enkeltsager. Det minder for meget om forholdene i USA, hvor det i sidste ende bliver et spørgsmål om penge, hvorvidt et parti skal give sin opbakning til et givet politisk mål - f.eks. forbedring af arbejdsmiljøet eller arbejdvilkår, siger han. Brian Andersen erkender, at fagforeningens medlemmer stemmer bredt. - Det kan de have mange forskellige grunde til. Men som faglig organisation mener jeg, at vi har en forpligtelse til at holde fast i de grundværdier, fagbevægelsen bygger på. Derfor skal vi ikke kunne yde støtte til partier, som i deres idegrundlag modarbejder vore interesser, siger han. Og det gør de borgerlige, mener han. Den nordjyske sektorformand er enig i, at partistøtten i klassisk forstand hører fortiden til. Den blev lagt på hylden af HK/Danmarks hovedbestyrelse i 2003 i kølvandet på en LO-beslutning. - Men Socialdemokratiet og fagbevægelsen er opstået på samme idegrundlag som handler om at sikre ansatte gode arbejdsforhold, ordentlige lønninger og tryghed under sygdom, social velfærd, baseret på en offentlig sektor. Modsat står de borgerlige partier for en politik, som grundlæggende tager sigte på kun at støtte de produktive og straffe de syge, arbejdsløse og personer, der ikke har fuld arbejdsevne. Danmark er verdensberømt for sit velfærdssystem bygget på en offentlig sektor. Som fagforening må vi være dybt uenig i en politik, der tager sigte på at privatisere velfærdspolitikken. Og der kom jo for ganske nylig klare borgerlige udtalelser om at øget ulighed er ønskelig. De blev manet i jorden, men jeg tror nu, at holdningerne stadig er der, siger han. Nej til DF På HKs hjemmeside pointerer John Dahl, at støtte - både til partier og enkeltpersoner - kræver, at de på det overordnede plan ikke modarbejder HK's værdigrundlag. -Jeg svært ved at forestille mig, at vi skulle kunne støtte Dansk Folkeparti. Men vi holder da møder med alle - og vil DF spille med og bruge analyser og dokumentation fra vores hånd, har jeg intet imod det, siger John Dahl.