Nordjysk forskerpark skyder millioner i nye virksomheder

Investo Capital vil investere 300 millioner kroner i nystartede virksomheder

Lars Løcke
- Baseret på vores erfaringer som forskerpark vil vi tilbyde risikovillig kapital til nystartede virksomheder, siger Henrik Lundum. Foto: Jesper Thomasen
Aalborg 21. marts 2018 08:35 - Opdateret 21. marts 2018 10:41

AALBORG: Der er behov for risikovillig kapital til nystartede virksomheder, hvis de skal blive en succes og skabe vækst og beskæftigelse.

Derfor stifter den nordjyske forskerpark Novi nu seedfonden Investo Capital K/S.

"Seed" betyder "frø", og en seedfond er lige præcis en investor, der putter penge i virksomheder, der er nysåede, og som har brug for kapital for at vokse sig stærke.

- Baseret på vores erfaringer som forskerpark vil vi tilbyde risikovillig kapital til nystartede virksomheder, der er ude over den første etableringsfase, og som har bevist deres levedygtighed, men som har brug for kapital for at blive klar til at lette. De er teknologisk set færdigudviklede, men skal nu forsøge at bryde igennem på markedet, siger Henrik Lundum, der er administrerende direktør i Novi A/S.

Investo Capital begynder sin aktivitet med 100 millioner kroner i kapital, men målet er at rejse 300 millioner kroner i alt fra private og institutionelle investorer.

Stor dansk koncern er investor

Af startkapitalen på de 100 millioner kroner kommer Novi selv med de 50 millioner, mens de resterende 50 kommer fra investeringsselskabet Heartland A/S.

Heartland er Bestseller-ejer Anders Holch Povlsens private investeringsselskab, der blandt andet har interesser i whiteaway.com, Stylepit og nemlig.com.

Heartland havde ved årsskiftet en egenkapital på lidt over 18 milliarder kroner.

Lise Kaae, der er administrerende direktør i Heartland, har gennem en årrække arbejdet tæt sammen med Henrik Lundum, og de to fortsætter således samarbejdet i forbindelse med Investo Capital.

- Vi føler os meget trygge ved den måde, som ledelsen i NOVI Innovation arbejder på, og derfor har vi ikke tøvet med at gå ind med halvdelen af startkapitalen i Investo Capital, siger hun.

Fokus på it, medico og biotek

Investo Capital sigter som investor på nystartede virksomheder inden for it, medico og biotek, og den typiske investering vil være på mellem fem og 15 millioner kroner.

- Vi er en aktiv investor, men vil ikke drive virksomhed. Derfor går vi altid ind i den enkelte virksomhed med en minoritetspost og ikke en dominerende ejerandel, siger Henrik Lundum.

Han bliver selv en del af det fire mand store managementteam, som bliver ansvarlig for at drive Investo og for at finde investeringskandidater, men fortsætter samtidig som administrerende direktør i Novi.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...