Nordjysk guldjubel

AK Jyden tog for sig af retterne

KØBENHAVN:AK Jydens OL-kandidat Lisbeth Østergaard gjorde sammen med klubkammeraten Jesper Jørgensen rent bord ved de individuelle danske mesterskaber i vægtløftning i Østerbrohallen i København i den forgangne weekend, og samlet blev det til otte DM-titler for de nordjyske deltagere. Lisbeth Østergaard var suveræn i 58 kg-klassen med 165,0 kg i to-kampen, hvilket blot er 10 kg under kravet til OL i Athen, og det lover godt for, at hun kan klare OL-kravet i tide. Den flotte indsats ved DM gav hende også titlen som stævnets bedste kvindelige løfter, og samtidig blev Lisbeth Østergaard kåret til Årets Vægtløfter i Danmark 2003. Hos mændene var AK Jydens Jesper Jørgensen allerede inden DM-stævnet - som den eneste dansker - udtaget til EM i Kijev i Ukraine 18.-21. april, og han levede op til favoritværdigheden ved at snuppe DM-titlerne i 85 kg-klassen i både træk, stød og to-kampen. Han blev efter DM kåret til stævnets bedste mandlige deltager, og titlen som Årets Vægtløfter i Danmark 2003 gik også til AK Jyden-profilen. Favorit skadet Hos kvinderne gives der blot DM-medaljer i to-kampen, mens mændene også får medaljer i disciplinerne træk og stød. På forhånd havde kvinderne fra AK Jyden de bedste udsigter til at erobre medaljer, og det holdt stik. Klubben høstede samlet syv DM-titler, og kvinderne stod for fire af dem. Udover Lisbeth Østergaard i 58 kg-klassen blev det også til guld til Mia Jensen i 48 kg-klassen, Anja Bærentsen i 63 kg-klassen og Tina Hansen i 75 kg-klassen. Sidstnævnte havde endda døjet med influenza i hele ugen op til DM-stævnet. - Desværre udgik Tulle Poulsen med en skade i albuen i plus 75 kg-klassen, hvor hun ellers var storfavorit. Der mistede vi en sikker guldmedalje, siger Kim Lynge Pedersen, der på frivillig basis og i fuld forståelse med AK Jyden har ansvaret for klubbens kvindelige løftere. Han er samtidig - med støtte fra Team Danmark - ansvarlig for de kvindelige landsholdsløftere. EM-billetter i hus - Mia Jensen, Anja Bærentsen og Tina Hansen indløste takket være DM-præstationerne billet til EM i Kijev i april, hvor Lisbeth Østergaard på forhånd var selvskreven, fortsætter Kim Lynge Pedersen. - Tulle Poulsens skade er så alvorlig, at hun sandsynligvis må indstille sig på en reservetjans til EM. Hun var på skadestuen i København, og her blev det konstateret, at hun har slået en flig af en knogle i albuen, og der skal allerede forhåndstilmeldes en trup til EM i Kijev sidst i denne måned, forklarer Kim Lynge Pedersen. Det er ved den lejlighed, at danskerne som hold kan skaffe sig en kvoteplads, der sikrer Lisbeth Østergaard en OL-billet. Jubel i Hirtshals Kim Lynge Pedersen stod i øvrigt selv for den ottende DM-guldmedalje til Nordjylland i 94,5 kg-klassen. - Jeg klarede 132,5 kg i træk, og det var nok til guldet. Jeg stiller nu op for min barndomsklub Hirtshals Vægtløftnings Klub, HVK 79, og det var samtidig den første DM-medalje til klubben, siger Kim Lynge Pedersen, der tidligere i karrieren vandt 37 individuelle DM-titler for AK Jyden. Hos mændene blev det også til en bronzemedalje til AK Jydens Niels Jacobsen i 77 kg-klassen. Den kom i disciplinen træk, hvor han klarede 105 kg. Samlet blev han ikke noteret for noget i to-kampen, da en satsning i stød gav bagslag. I 85 kg-klassen endte AK Jydens Dennis Thomsen udenfor medaljerækken med 200 kg i to-kampen. Han klarede 100 kg i både træk og stød. I 105 kg-klassen udgik garvede Preben Krebs, AK Jyden, på grund af en skade.