Nordjysk hjælp til folk med ondt i spiserøret

Store perspektiver for millioner af mennesker verden over

AALBORG:Når det gør ondt i brystet, er årsagen langt fra altid hjerteproblemer. Mange patienter, der bliver indlagt med smerter i brystet, har i virkeligheden lidelser i spiserøret eller i maven - lidelser, som ofte er meget svære at diagnosticere. En nordjysk opfindelse kan gøre det arbejde lettere. Og opfindelsen - en sonde - kan på verdensplan betyde forbedret livskvalitet for millioner af mennesker, vurderer opfinderen, dr.med. Hans Gregersen. Han har udviklet sonden sammen med kolleger på Aalborg Sygehus og Aarhus Universitetshospital. Det er den danske medikotekniske virksomhed Ditens, der skal producere og markedsføre sonden. - Sonden er multifunktionel. Der sidder en ballon, som kan pustes op, og det kan provokere spiserøret mekanisk. Sonden har også en række små huller, så man kan påvirke spiserøret med en række stoffer. Derved kan man se, om der er særlige madvarer eller syre, der udløser smerten, forklarer Hans Gregersen. Han peger også på, at en stor gruppe patienter med uforklarige mavesmerter formentlig kan få gavn af opfindelsen. Ditens har indtil videre solgt otte måleapparater og et større antal sonder til forskellige forskningsmiljøer. - Vi afventer godkendelser fra sundhedsmyndigheder i USA og EU, så indtil videre kan vi kun anvende sonden eksperimentielt, siger Hans Gregersen. Han regner dog godkendelsen for en formalitet, og når den er på plads, kan produktionen øges. Kunderne forventes især at blive speciallæger og større lægehuse. Mellem syv og 10 procent af befolkningen oplever på et tidspunkt alvorlige smerter fra spiserøret. Hvis det tal ganges op på verdensplan - så drejer det sig om mange mennesker. Bag Ditens står foruden Hans Gregersen også Vækstfonden og Novi Innovation. De samlede investeringer er indtil videre "et tocifret millionbeløb".