Erhverv

Nordjysk hotelkoncern er fortsat presset

Sparekassen Vendsyssel har gjort udlæg i Enan Galalys Phønix Hotel i Aalborg

Arkivfoto: Torben Hansen

Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:Frasalget af de fleste danske hoteller har ikke bragt Enan Galalys hotelkoncern ind i roligt økonomisk farvand.

Det fremgår af nu offentliggjorte årsregnskaber for 2014 fra to af Galalys danske selskaber.

I Phønix Hotel Aalborg har Sparekassen Vendsyssel i marts i år foretaget et udlæg på 28,3 millioner kroner i hotelbygningen, fordi selskabet bag Phønix Hotel ikke har betalt sine ydelser på et lån på 26 millioner kroner ydet af sparekassen.

Sparekassen holder nøglerne

Udlægget betyder, at hotelejendommen ikke kan sælges eller belånes uden tilladelse fra Sparekassen Vendsyssel, og at sparekassen når som helst kan begære ejendommen solgt på en tvangsauktion.

Problemerne bliver ikke mindre af, at selskabet bag Phønix Hotel har kautioneret for en samlet gæld på 174 millioner kroner, som Galays Helnan-koncern skylder Handelsbanken.

Udlægget og kautionen har fået selskabet revisor til i det nye årsregnskab at signalere usikkerhed om hotelselskabets overlevelse.

Store tab ved hotelsalg

Enan Galaly solgte sidste år tre af sine dengang fem danske hoteller, heriblandt Hotel Hvide Hus Aalborg til den aalborgensiske ejendomsinvestor Henrik Calum.

Ud fra årsregnskabet at dømme har der været tale om et brandudsalg.

I hvert fald endte 2014 med et underskud i hotelkoncernen på 105 millioner kroner, fordi hotellerne ikke har kunnet sælges til den værdi, de stod med i regnskaberne.

Formuen i hotelkoncernen er nu på minus 174 millioner kroner, det vil sige koncernen skylder 174 millioner kroner mere væk, end den har værdier for.

Bankgælden - primært til Handelsbanken - er på over 150 millioner kroner, en gæld der ikke umiddelbart forsvinder, selv om hotellerne er blevet solgt fra.

I dialog med bankerne

Administrerende direktør i Enan Galalys danske selskaber Mark Nykjær-Fisher anerkender, at Sparekassen Vendsyssel har muligheden for at sælge Phønix Hotel hen over hovedet på Helnan.

- Det kan de jo gøre, hvis de regner med, at et salg kan indbringe så meget, at gælden kan dækkes. Men jeg regner med, at de satser på, at vi kommer til at tjene penge, så vi kan begynde at tilbagebetale gælden til dem igen, siger han.

Mark Nykjær-Fisher forklarer, at Helnan forsøger at sælge sit hotel i Stockholm, og at indtægterne fra et salg skal gå til at nedbringe koncernens bankgæld.

Samtidig er man ved at opdele Phønix Hotel - og Marselis Hotel - i et selskab, der tager sig af driften, og et, der alene skal eje hotelbygningen.

- Det sker efter accept fra vores banker, siger Mark Nykjær-Fisher.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst