Lokalpolitik

Nordjysk indgang til Kina

Nyt virksomhedstræf og fire udviklingsprojekter i støbeskeen

NORDJYLLAND:Nordjylland er i færd med at skabe sig en enestående nøgleposition i dansk erhvervslivs samarbejde med Kina. Det fremhæver en centralt placeret person i Kinas erhvervsmæssige relationer til udlandet, vicegeneraldirektør i udlandskontoret hos det statslige kinesiske handelskammer, CCPIT, mr. Chen Zhengrong. Han og en medarbejder, mr. Yu Xin, har i denne uge været på besøg hos Norddanmarks EU-kontor og Aalborg Kommune. - Samarbejdet med Aalborg og Nordjylland er helt unikt for os. Det er første gang, CCPIT har etableret samarbejde med en region i Europa. Ellers er der tale om forbindelser på nationalt niveau, siger Chen Zhengrong. Grunden blev blandt andet lagt med det store internationale kontaktbørs, EU-China Partenariat i Beijing i 2002, hvor Norddanmarks EU-kontor var koordinator for danske deltagere. Det er udbygget med politiske, erhvervs- og uddannelsesmæssige forbindelser mellem Aalborg og Anhui-provinsens hovedstad Hefei og beseglet med en samarbejdsaftale i forbindelse med det ambitiøse virksomhedstræf Scandinavia-China Partnership i Aalborg sidste år. Det blev så stor en succes, at parterne nu er enige om holde et nyt partnerskabs-arrangement i efteråret 2007. - Her satser vi på at få flere lande med: Danmark, Sverige, Polen, Tyskland, nogle af de baltiske lande. Temaet skal være fødevarer og fødevareproduktion og vi sigter mod 200 deltagere, fortæller kontorchef Stig Norsk fra EU-kontoret. Et virksomhedstræf i den helt store skala finder sted i Kina allerede næste år - et nyt EU-China Partenariat endnu større end det første. Fødevareprojekter Netop nu er der fire konkrete dansk-kinesiske samarbejsprojekter i støbeskeen med EU-kontoret og Aalborg Kommune som støbemestre. De handler alle om fødevareprodution og -sikkerhed: Fødevaresikkerhed fra jord til bord i svinesektoren og i mælkesektoren, videnoverførsel om procesudstyr samt etablering af samarbejder mellem danske og kinesiske virksomheder i svine- kyllinge-, mejeri- og fiskerisektorerne. Blandt de nordjyske deltgere er COWI, Carnitech, i Støvring, Logimatic i Aalborg, Sæby Fiskeindustri samt Dansk Landbrugsrådgivning i Skejby. Evaluering En evalueringsrapport om det konkrete udbytte af Scandinavia-China Partnership er på trapperne. - Det ser meget godt ud, og vi føler os forpligtet til at følg eop på det, siger Aalborg Byråds Kina-ansvarlige, Thomas Kastrup-Larsen (S). Kineserne er heller ikke i tvivl om facit: - Vi ser store potentialer for begge parter. Det har været overraskede succesrigt med mange konkrete resultater i form af eksport-importaftaler, teknisk rådgivning og joint ventures, siger Chen Zhengrong. CCPIT vil også opfordre kinesiske virksomheder til at investere i Danmark, både i form af aktiekøb og investering i fælles udvikling. Kendskab til kinesiske forhold er vigtigt for danske virksomheder, der vil have udbytte af aktiviteter i Kina, og der planlægges et særligt efteruddannelsesprogam for unge europæiske erhvervsfolk, EU-China Junior Managers Training Programme, hvor deltagerne i forløb på et eller halvandet får undervisning i sprog og kinesiske forhold - i Kina, og finansieret af EU-Kommissionen. - Det vigtigste for den danske virksomhed er dog at man har en unik vare eller ydelse at tilbyde, og så er det vigtigt at målrette sin strategi geografisk, påpeger Chen Zhengrong.