EMNER

Nordjysk isolering til canadisk tjæresand

Logstor indgår kontrakt om isolering af 90 km rørledning i Alberta

Udnyttelsen af tjæresand som energikilde er i stærk vækst i Canada, og nordjyske Logstor har fundet et nyt marked for sine isolerede rør.

Udnyttelsen af tjæresand som energikilde er i stærk vækst i Canada, og nordjyske Logstor har fundet et nyt marked for sine isolerede rør.

LØGSTØR:Rørvirksomhed Logstor i Løgstør skal udføre isoleringen på olieledningen på et storstilet energiprojekt i Canada.

Virksomheden har indgået kontrakt med TransCanada PipeLines Limited om at udføre isolerings- og installationsopgaver på Northern Courier Pipeline projektet i delstaten Alberta. Det planlagte projekt omfatter en 90 km lang rørledning, som skal transportere bitumen - det brændbare del af råstoffet tjæresand - fra udvinding i Fort Hills til East Tank Farm nord for Fort McMurray i Alberta.

Olieproduktet er så tyktflydende, at det skal opvarmes for at kunne pumpes gennem rørene.

En del af kontrakten er udlagt til underleverandøren Shaw Pipe Protection, som er en division i rørgiganten ShawCor Ltd.

Kontrakten omfatter isoleringsbeklædning af de 90 km rør, der har en diameter på 24 tommer (610 mm). Arbejdet ventes i gang i løbet af efteråret, og opgaven skal udføres på Shaw Pipe Protection’s anlæg i Camrose, Alberta.

Ordrens værdi ønsker Logstor ikke at oplyse, men kommunikationschef Kurt Weis lægger ikke skjul på, at der er tale om en stor opgave.

Logstor foretog i 2007 isolering af 57 kilometer rørledning i samme område.

- Det er en god niche ved siden af vores hovedprodukt, fjernvarmerør, siger Kurt Weis.

Ordren vil dog kun afføde få arbejdspladser i Nordjylland i form af support og projektledelse.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.