Nordjysk Jazz i ny udgave

Foreningen Nordjysk Jazz har relanceret sig med ny hjemmeside, nyt program og ny plakat.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Skipper Just Frost spiller i Hjørring 30. april.

Foreningen lægger her i foråret ud fredag 17. april på Vendelbohus, hor man inviterer til jazz med en trio bestående af Kim Sjøgren, Jakob Fischer og Mads Vinding. Nordjysk Jazz er gået i samarbejde med kokken Uffe Nielsen, som serverer en spanskinspireret menu bestående af en tapastallerken og en buffet med blandt andet paella. Uffe Nielsen driver restaurant Svanelunden og traktørstedet Den gamle Smedje ved Børglum Kloster. Kim Sjøgren har spillet violin, siden han var tre år. Da han var 12, blev han optaget på Det Jyske Musikkonservatoriet og debuterede som 17-årig. Ved koncerten i Hjørring kan man høre ham som jazzviolinist i selskab med Mads Vinding på bas og Jacob Fischer på guitar, Man vil først og fremmest høre musik af George Gerschwin. Knap 14 dage senere kalder Nordjysk Jazz igen til koncert. Denne gang - det er torsdag 30. april - med Skipper Just Frost. Det foregår igen på Vendelbohus. Bag Skipper Just Frost gemmer sig Esben Just på piano, Ole Skipper Moesgaard på bas og Søren Blackfoot Frost, der til daglig sidder bag trommerne i DR Big Bandet. De vil spille en moderniseret New Orleans udgave med elementer af blues og boogie-woogie. Torsdag 14. maj holder Nordjysk Jazz koncert i bibliotekets sal i Metropol. Det er med Kresten Osgood & Og hvad er Klokken. Kresten Osgood er jazztrommeslager og har under en række New York-ophold spillet sammen med nogle af byens største navne. Han er også kendt for sit samarbejde med talrige hjemlige bands. Og Hvad er Klokken er Kresten Osgoods hovedband, som har eksisteret siden 1998. Det er en trio bestående af en gæstespiller samt Jesper Løvdal på sax og Thomas Vang på bas - han er i øvrigt fra Bindslev. Ved koncerten i Hjørring medvirker også pianisten Butch Lacy, trompetisten Jacob Buchanan og percussionisten Magnus Lindegaard. Billetter til koncerterne kan købes i Teaterbutikken, på www.vendsysselbilletten.dk eller ved indgangen.